Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. december 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Converses i lak i ti år Søndag, 01.12.13

Måske lidt inspireret af månedens galleri for tiden, hvor jeg opremser nogle af de mange bjergture jeg i ti år har foretaget med de Optical White Converses, som jeg købte i forsommeren 2003, så har jeg også købt andre Converse Hi-Tops, hvilket jeg som regel har ladet omverdenen vide her gennem denne weblog. I oktober 2003 havde jeg købt mig et par nye Hi-Tops, som denne gang hverken var i canvas som ellers er det normale eller i læder, som de mere dyrere modeller. Således skrev jeg i min weblog her for ti år siden: "Og denne gang er det nemlig noget så specielt som en par All-Stars i rød lak!"
Jeg havde jo på det tidspunkt samlet en del erfaringer sammen om, hvilke terræner jeg kunne bruge mine canvas Cons i samt de få typer terræn, hvor canvas Cons måske ikke ville være det bedste valg, så hvordan har det så været at bruge mine røde lak-Converses? Det er dog min opfattelse, at disse sko ikke bare er lavet af lak, eller også har jeg ikke rigtig nogen forståelse for, hvad man hensyder til, når man siger at noget tøj er lavet af lak, for efter min opfattelse er lak jo en overfladebehandling, på samme måde som man har det med maling. Disse laksko har jo bare den samme glatte og skinnende overflade, mens det er et underliggende canvaslag, som holder skoene sammen. Og ligesom med gulvlak, som gør gulvet uindtageligt for snavs, gælder det samme for mine røde lak-Converses, som derved bliver om ikke vandtætte, så dog vandafvisende. Hvilket hurtigt betød, at jeg som regel har brugt dem i fugtigt vejrlig, da de ikke suger vand på samme måde som et par normale canvas-Converses. Tilsvarende bruger jeg dem normalt ikke i sommerperioden eller på ture til specielt varme områder, da deres lak-overflade gør, at de er mere varme at gå med end den normale canvas-udgave, ligesom sved og fugt dårligt kan undslippe disse ekstra tætte sko. Hvilket jo ellers normalt ikke skulle genere mig synderligt. Men de har vist sig at være en god sko til ture i fugtige og kølige omgivelser. Og de har da også været med på flere ture, omend blot overnatningsture med et fast udgangspunkt, da jeg ikke tror de er så gode til heldagsvandringer som andre normale Converses. Men selv om de er nærmest desintegrerede i den ene hæl er de stadig flotte og skinnende røde!
Dagblog 6. december 2003: Lak og læder

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.