For nylig havde jeg en snak med Dave fra UK om at begå sig her i denne bondage verden. Dave havde jeg lært at kende gennem Chris fra Newbury, som jeg havde mødt ved Felix' sommerfest i 2009, og Dave står for arrangementerne under Fetishbound på Central Station. På recon er han opført som værende 70% aktiv, og det er måske mere af gavn end af navn, for egentlig ønsker han sig ofte, at det kunne være ham der blev leget med. Men når han står for aktiviteterne i Fetishbound er det begrænset, hvor meget han kan være i position som den der bliver leget med, hvilket han begræder fra tid til anden. Så sådan set har Dave vel den samme position i Fetishbound som jeg har når vi arrangerer Bondage Sundays i SLM. Med den forskel, at jeg indtil nu har kunnet opretholde min position som 70% passiv. Men det er nok mere udbredt end som så, at man går i gang med at udføre et stykke frivilligt arbejde, som måske nok interesserer en, men med den bagtanke, at det på et tidspunkt skulle lave et spinoff til en selv. For selv om både Dave og jeg er den aktive organisator til vore respektive arrangementer har vi begge det bagvedliggende ønske, at det en dag kunne være os, der blev leget med. Og dem, der har nydt godt af disse arrangementer, i hvert fald dem i Fetishbound, de har det meget godt med at nyde uden at føle sig forpligtet til at nyde. Hvilket man som aktiv organisator måske ind imellem godt kan føle sig lidt pikeret over.
På denne måde kan jeg godt føle mig foranlediget til at drage en sammenligning med den tid, hvor jeg stod for Rainbow Mountain Equipment. Her stod jeg også som organisator af forretningen, med det formål at skaffe højkvalitets bjergudstyr til landet til en fornuftig penge, hvilket der dengang ellers ikke var muligheder for. Og for mig personligt var formålet også at finde nogle potentielle brugbare klatremakkere, hvilket kun delvist lykkedes. For så snart forretningen lukkede forsvandt de fleste fra den venskabskreds jeg derved havde opbygget. Og i dag kunne jeg godt have ønsket mig, at de mange kunder vi havde haft gennem årene nu gjorde deres indsats og lagde et bidrag for at hjælpe med betaling af den gæld, som forretningen gik ned med. For uden at informere mig herom er det tilsyneladende lykkedes de andre i butikken at betale sig fri af deres gæld, således at der tilsyneladende kun er mig tilbage til at betale for oprydningen. Så frivilligt arbejde er fint nok, men det bliver straks mindre spændende når det udelukkende er andre, der profiterer deraf.