Navigation:    
Start  >  Blog 
> 13. januar 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Diskussion om Danmarks højeste punkt Mandag, 13.01.14

I min forrige weblog omtalte jeg hvorledes man har fundet frem til, at et sted på bunden af den tidligere Lammefjord pludselig blev udråbt til at være det laveste sted i Danmark efter fjordens dræning i 1870'erne, og faktisk var blevet det laveste sted i Europa, hvis ikke det havde været for bredden af det Kaspiske Hav, som ved sin lavtliggende kystlinie danner grænse til Rusland. Men som en sidebemærkning hertil har samme journalist Michael Rothenborg også en artikel om Danmarks højeste punkt. Og her viger han behændigt uden om Mont Forel og andre af Grønlands 3000-meters toppe, og han har heller ikke tanke på de steder på Færøerne, som er højere end det landområde kendt som Syddanmark, altså uden vore atlantiske besiddelser. Fra gammel tid har man populært sagt, at Danmarks højeste punkt var Himmelbjerget, men det postulat kan i dag kun tjene til at trække på smilebåndet, for i det seneste par hundrede år har man vidst at det højeste punkt lå længere mod sydøst. Selv om Himmelbjerget jo hæver sig betragteligt over landskabet når set fra Julsø. I lang tid har man derfor hældt til den side, at det var Ejer Baunehøj, som var højest, hvilket også var det jeg fik at vide dengang jeg gik i skole, men senere fandt man ud af, at der faktisk var lokaliteter, som var endnu højere end Ejer Baunehøjs 170,31 meter. Først pegede man på Yding Skovhøj, men så alligevel ikke rigtigt, for det højeste punkt der var jo en gravhøj, og man har da ikke for vane at medregne menneskeskabte objekter, uanset hvor gamle de er. For gør man det er det ingen tvivl om, at Danmarks højeste punkt burde være pylonerne på Storebæltsbroen, som er 254 meter høje over dagligt vande. Og så alligevel ikke, for der findes i hvert fald fem radiomaster, hvis højeste punkt er højere beliggende end toppen af disse pyloner. Ifølge wikipedia er det højeste faste punkt i Danmark den mere end 300 meter høje radiomast ved Rø, som fra en naturlig bakke på 115,5 meters højde når en top på 431 meter, og som derfor definitivt er Danmarks højeste punkt. Men altså kun hvis man regner menneskeskabte objekter med. Og som rigtig bjergbestiger tæller heller ikke jeg den slags kunstige hjælpemidler med. Som jeg beskrev her i min blog i 2005 er det nu geodætisk påvist, at den uanselige høj Møllehøj i Søhøjlandet faktisk er Danmarks højeste punkt, selv om de sidste tvivlere ikke er blevet overbevist endnu. For korrigeret og fraregnet alle mulige kunstige bygningsværker opført i det seneste par tusind år er der faktisk tre 'toppe', som er mindre end 80 cm lavere end Møllehøj, stadig ifølge wikipedia. Og alle beliggende i samme område. Skanderborg Kommune foreslår derfor den salomoniske løsning at udnævne hele området til Ejer Bjerge, hvilket vil gøre en mere detaljeret diskussion temmelig overflødig.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.