Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. april 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Masnedsundbroen påsejlet Onsdag, 16.04.14

Jeg kom hjem fra Las Vegas søndag eftermiddag med ni timers jetlag. Og så skulle jeg forsøge at kæmpe mig tilbage til normal mellemeuropæisk tid inden jeg skulle videre på den næste tur, hvilket var den traditionelle påsketur til Berlin. Søndag aften gik jeg så i seng lidt i ni, og da jeg vågnede mandag morgen klokken 01 syntes jeg nok, at det var lige tidligt nok, og kunne ikke rigtigt regne mig frem til hvad tiden ville være i Las Vegas. Men da jeg i København normalt vågner ved sekstiden kunne jeg regne ud, at selv om jeg ikke havde sovet så mange timer var jeg kun fem timer forskudt fra normal opstandstid, så det måtte egentlig være okay at stå op nu. Og tænde computeren kunne jeg godt finde ud af, for så kunne jeg få en hyggelig nat i selskab med natradioen. Og her hørte jeg så, at Masnedsundbroen netop var blevet påsejlet søndag aften af et britisk fragtskib og togtrafikken til Falster var afbrudt indtil videre. Hvilket jo ikke var så godt, da jeg jo skulle med toget til Berlin via Hamburg om onsdagen. Mandagen gryede, og på lokalradioen sagde de, at der ville være togbusser, der kørte strækningen mellem Vordingborg og Nykøbing Falster, og at man i øvrigt kunne holde sig orienteret på www.dsb.dk.
Nu var det så blevet onsdag, og jeg skulle med morgentoget fra Østerport, og det så ikke for godt ud, for der var hverken tog på perronen eller information på afgangstavlen. Så jeg tog standardproceduren og kørte videre til Hovedbanen, hvor der ganske rigtigt på spor 4 var et ICE der kørte til Vordingborg, og det måtte så være mit tog. Det nåede jeg så også lige akkurat, da det kørte to minutter før tid, og i toget fik jeg så alle nødvendige oplysninger. Toget kørte kun til Vordingborg, og herfra ville der være togbusser til Nykøbing Falster samt busser mod Oldenburg, Lübeck og Hamburg. Så der ville altså være direkte bus til Hamburg med færgen over, og i Hamburg måtte man så gå på billetkontoret for at få billet videre frem. Så forbindelsen videre til Berlin ville ikke være garanteret. Men vi kom da til Vordingborg uden problemer, og her holdt et par fine busser klar til at tage os med til Hamburg. På båden fik vi sågar kvitteringer til røg og sprut, men det klarer jeg jeg mig uden. Og så gik det det til Hamburg. Der var dog ikke direkte tog videre, men det ville vel også være for meget forlangt. Men jeg fik et stempel på min billet, at jeg ikke længere var bundet af at skulle videre til Berlin med det tog, der var kørt for en time siden, og så kunne jeg gå ned til spor 8 og afvente næste tog til Berlin. Det var selvfølgelig godt fyldt, men det lykkedes mig dog at tilkæmpe mig en plads, sågar i Ruheabteilung. Omend det var lige bag en fremedarbejderfamilie med to skrigende unger, der naturligvis ikke kendte til begrebet fred og ro! Og så kunne jeg sende en sms til Heiko om, at jeg ville ankomme til Berlin Hbf med ca. halvanden times forsinkelse. Så det lykkedes mig altså uden de større problemer at komme til Berlin trods den påsejlede bro, og fremtiden vil vise hvordan jeg så kommer hjem igen, om jeg så skal skifte til bus i Nykøbing Falster eller om Banestyrelsen har fået repareret broen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.