Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. april 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Slut på Hotel Bella Sky's diskrimination Torsdag, 25.04.14

Mens jeg har været ude på sjov i Las Vegas og Berlin er der naturligvis også sket forskellige ting herhjemme. Som det måske vil være nogen bekendt blev der i 2011 åbnet et nyt hotel nær Bella Center, hvilket vakte en del opsigt, dels på grund af bygningens særprægede arkitektur, og dels fordi hoteldirektøren erklærede, at der ville blive reserveret en hel etage specielt til kvinder. Hvilket jeg egentlig fandt noget underligt noget, for jeg synes efterhånden der er for mange tilfælde, hvor der gives positiv særbehandling til kvinder. Jeg kan jo blot nævne Kvindeløbet herhjemme, hvor man jo kun kan deltage hvis man er kvinde. Og ganske vist var mange store marathonløb i sin tid reserveret til mænd inden de for mange år siden blev gjort åbne for både mænd og kvinder. Men mig bekendt findes der ikke et mandeløb herhjemme, hvor deltagelse er forbeholdt mænd. Eller jeg kan nævne de mange værtshuse rundt omkring i landet hvor der gives særlig rabat til kvinder bare fordi de er kvinder. Og nu hotellet her på Amager, Bella Sky som det hedder, har de måske en separat etage, specielt reserveret til mænd? Næ, det har de ikke. Nu er Bella Sky ikke et hotel jeg går med planer om at frekventere, men alligevel kan jeg godt føle mig lidt pikeret over denne forskelsbehandling. For hvorfor har man den? Hvis man føler sig utryg kan man jo bare låse døren når man kommer ind på værelset, for jeg vil da gå ud fra at de har låse på dørene.
Men jeg er åbenbart ikke alene om at føle mig lettere pikeret over denne forskelsbehandling, for en mand har netop anklaget hotellet for denne forskelsbehandling, og denne anklage har retten givet ham ret i, det var ulovligt at hotellet havde en speciel sektion af bygningen som var forbeholdt kvinder. Men om så fyren rent faktisk checkede ind på denne etage (17. sal) kan jeg her ikke sige nærmere om. I øvrigt blev der henvist til Ligebehandlingsnævnet, som måske ville være det rette sted at sende fremtidige henvendelser om lignende sager til. Men når vi taler ligestilling er dette måske bare en storm i et glas vand, for der er mange andre situationer, hvor dette nævn hurtigt kunne komme på overarbejde. For ud over de situationer jeg nævne i indledningen til denne blog kan jeg jo bare nævne de mange gange, hvor mørklødede fyre bliver nægtet adgang til barer blot fordi de er mørklødede, forsøgt begrundet med påståede dårlige erfaringer med den type bargæster.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.