I går blev Melodi Grand Prix afviklet i de gamle B&W haller på Refshaleøen i København, eller som det hedder i international sammenhæng: Eurovision Song Contest, ligesom Refshaleøen af samme årsag midlertidig var blevet omdøbt til Eurovision Island. København havde tilkæmpet sig rettighederne i kamp mod de jyske arrangementsmæssige storbyer Herning og Horsens, hvilket faldt jyderne lidt for brystet, specielt i takt med at regningen for arrangementet steg og i den sidste ende kunne risikere at koste skatteyderne penge. Men det bliver nok hurtigt glemt nu, hvor arrangementet er overstået. Ligesom at det var så som så med den miljømæssige profil, som man havde håbet at kunne give showet, selv om man havde en hel park af store dieseldrevne generatorer kørende for at skaffe strøm nok til showet.
Melodi Grand Prix har jo sin helt egen musikstil, og det var mange år siden jeg havde set et sådant show. Men når nu det for tredie gang blev afholdt i Danmark var det jo nærmest en national forpligtelse at skulle se showet. Så i går havde jeg indfundet mig hos nogen med TV, så jeg kunne se med, og ikke mindst høre med. Selvfølgelig var showet kørt op i den helt store internationale stil, men showmæssigt var det ikke så fjernt fra de store shows de kører på RTL. Men bevares, for Danmark var det ganske nyt, og jeg tror nok, at man skulle have været til stede for at få det fulde udbytte af showet i den store sal. Musikstilen var der tilsyneladende ikke ændret så meget ved, for den overlever sig selv. Men skulle jeg udnævne et land som min personlige favorit skulle det nok være Freaky Fortune fra Grækenland med nummeret Rise Up. Men måske der også var en smule politisk i det valg, nu hvor Grækenland i flere år har været tæt på at gå bankerot, det er jo typisk for mig at holde med underhundene. Et andet godt indlæg var Valentina Monetta fra småstaten San Marino med nummeret Maybe, ligesom britenes indlæg, Molly med Children of the Universe heller ikke var dårligt. Og ganske i overensstemmelse med de shows jeg har set på RTL var der heller ikke nogle af mine favoritter, der blev den store stemmesluger. Vinder af Eurovision Song Contest 2014 blev således Østrigs bud, nemlig Conchita Wurst, kaldet "Den skæggede dame", med nummeret Rise like a Phoenix. Som i forvejen som transkønnet var en kontroversiel deltager, som havde afstedkommet et krav fra grupper i Østeuropa om at udelukke Østrig fra konkurrencen. Som altid trist, at seksuelt anderledes skal blive diskrimeneret i øst. Vort eget bud på en favorit, Basim fra Gladsaxe, klarede sig hæderligt med sin Cliché Love Song, men heller ikke mere end det, da han måtte lade sig takke med en 9.plads. Og langtidsholdbart tror jeg heller ikke hans nummer var, da jeg allerede var ved at blive træt af det, efter at have hørt det gentagne gange i radioen.