Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. juni 2014
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En løbetur til Furesøen Mandag, 30.06.14

Juni byder på lange lyse dage og korte nætter, så der skulle i den måned nok være mulighed for at få luftet vingerne og gerne også løbeskoene, omend jeg i en trediedel af denne måned var i Tyskland for at besøge venner i Dresden og Berlin. Især i Berlin havde jeg håbet på at få dyrket mine bryderier, men selv om jeg havde lavet aftaler med fire fyre om at jeg skulle bryde med dem, blev det kun til noget for den enes vedkommende, og han var tilmed mere ude efter erotisk brydning. Hvilket i sig selv kunne være meget rart, men det gav ikke meget på den sportslige side. Men trods disse skuffelser har jeg ikke helt opgivet at finde en modstander på MeetFighters, for i næste måned har jeg planlagt at skulle bryde med en fyr i England. Vi chatter sammen fra tid til anden, og han har tilrådet mig at gøre noget mere ved mine biceps. Så ud over de to gange om ugen i motionscentret på Vesterport er jeg begyndt at indlægge en tredie tur i mit lokale center på Nygaardsvej. Og hertil har jeg også fordoblet øvelserne for mine biceps, så de ud over den faste tur med håndvægtene nu også får en omgang med vægtstangen, omend vægten her stadig kun er godt det halve af hvad jeg kunne tage i gamle dage. Men lidt har jo også sin ret, og hvis bare jeg fortsætter længe nok skal det nok have en virkning. Omend jeg kunne have en fornemmelse at hans tanker mere går i retning af at nogle større overarme ser bedre ud, end at det skulle have en sportslig virkning. Men jeg kan ikke komme udenom det: Løbemæssigt har juni været lidt af en skuffelse, for selv om jeg løb nogenlunde det samme som jeg har gjort de seneste måneder, så burde juni have givet mig nogle flere kilometer på tælleren - kun 10 km fordelt på to ture blev det til i juni måned. Men specielt skal fremhæves den morgentur jeg sidst på måneden løb i Furesøparken. Jeg har jo ofte taget toget til Holte for at løbe i Geelskov, men denne gang satte jeg kursen vestpå fra Holte og ikke øst som normalt. Men det var en rigtig dejlig morgen med næsten blikstille vand, og især kilometeren langs med Furesøen var hele turen værd. Jeg burde nok overveje, om ikke jeg skulle løbe denne version noget oftere!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.