Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. januar 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den hemmelige køreplan Torsdag, 22.01.15

I midten af december indførte DSB den nye køreplan for ikke bare S-togs nettet men også for fjerntogsforbindelserne. Men samtidig gjorde man også den genistreg, at køreplanerne fremadrettet kun ville være tilgængelige på nettet. Hvilket for mig ikke havde den store betydning for S-togs nettet, da alle tog på nær linie F alligevel standser på Svanemøllen og jeg så derfor blot tager det næste tog. Og jeg alligevel ikke længere kan regne med at jeg kan gå til Svanemøllen på syv minutter. Men mere betydning har de manglende køreplaner når man skal have forbindelse til et fjerntog. Selvfølgelig kan jeg checke Rejseplanen fra computeren hjemmefra, hvilket jeg også gjorde da jeg i julen besøgte min bror i Holme Olstrup, men den mulighed havde jeg selvfølgelig ikke da jeg skulle hjem igen, og derfor ikke kunne vide om jeg skulle tage toget mod øst for at skifte i Køge eller mod vest for at skifte i Næstved. Så derfor heller ikke kunne vide hvornår jeg skulle gå til stationen da jeg ikke kunne vide hvornår mit tog kørte. Så løsningen blev at jeg fik et lift til Ballerup, hvorfra jeg blot skulle tage det første C-tog hjem. Det er vel egentligt uholdbart af DSB skræmmer kunderne væk blot for at spare et par basseører i trykning af køreplaner; jeg ville da gerne have betalt en tier for fortsat at kunne få køreplanen for Sjælland. Historien kunne gentage sig da jeg skulle hjem fra Erik i Hvalsø i eftermiddags, men her ventede der mig en overraskelse. For Eriks kone havde faktisk fået et print af køreplanen for Nordvestbanen fra et servicekontor på Valby station. Og det var ikke bare en udskrift af en computersøgning, men en hel køreplan med sidetal og hele svineriet. Med andre ord, så findes der faktisk stadig køreplaner, så man ikke behøver i hvert enkelt tilfælde at skulle skabe sig sin egen personlige køreplan, som efter al sandsynligvis blot bliver præsenteret som et PDF dokument med de deraf følgende udfordringer. Køreplaner skal man kunne regne med, og hvis jeg selv skulle skabe mig min egen ville jeg jo ikke på forhånd kunne vide hvornår jeg skulle med toget mange måneder senere. Men Eriks kone kunne fortælle, at man godt selv kunne finde denne køreplan på DSBs hjemmeside, man skulle blot gå til køreplaner og herunder vælge Falster (?), så fik man køreplanen for Sjælland frem, og så kunne man blot vælge den bane man havde behov for. Så måske jeg også selv kunne gøre det samme for at finde forbindelserne til og fra Holme Olstrup.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.