Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. januar 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Opblomstring i januar Lørdag, 31.01.15

Januar plejer at være den koldeste måned i året herhjemme, og der plejer også at være en ikke ringe mængde af sne, der nok skal sørge for at jeg bliver inden døre ved den hjemlige arne. Men sådan har det ikke været her i den første måned af 2015. For ganske vist har det ofte været frostvejr, og der har også været nogle hvide drys fra tid til anden, men det har bestemt holdt sig inden for de venlige rammer. Jeg ved ikke hvor mange måneder i træk at hver dags gennemsnitstemperatur har været højere end gennemsnittet for den seneste 30 års periode, målt fra DMI for årene 1961-1990. Hele fem gange har jeg været ude at løbe i januar måned, hvilket jo ikke er noget i forhold til hvad jeg løb for måske ti år siden, men det er faktisk det højeste antal gange jeg har løbet på en måned i det seneste år, på nær august, hvor Paul i Australien sørgede for, at jeg kom ud og løbe seks gange. Og det medførte også, at januar måned blev den måned i et år, hvor jeg fik løbet mest, sammenlignet med de forgangne tolv måneder, for hele 28 km fik jeg sneget mig op på. Hvilket må siges at være ganske godt scoret af en så kold og grå måned som januar! Specielt vil jeg fokusere på den sidste løbetur jeg var ude på her i januar. Det var ganske vist kun den korte version af min tur i Dyrehaven, men ikke bare var jeg faktisk i stand til at løbe hele runden uden at skulle stoppe for en pause, men også i stand til at holde dampen oppe gennem de hundrede meter hvor rådyrene bliver fodret og grusstien derfor bliver et dybt søle af mudder. Og jeg klarede mig igennem uden at skride ud i mudderet og uden at skulle tage en pustepause på den anden side. Ikke nok med det, men samtlige mellemtider på ruten lå under 10 min/km, hvilket jeg ikke erindrer at have oplevet før. Og skal jeg selv sige det synes jeg det var godt, at jeg kunne skrue tempoet tilbage til normalen efter sølet uden at give mig selv lejlighed til at puste ud inden det gik videre. Nu håber jeg bare disse gode takter holder et par måneder endnu, for så kunne forårets komme måske bringe mig tilbage til et mere normalt løb.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.