Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. februar 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Endomondo opkøbt af Under Armour Lørdag, 07.02.15

Der er mange smartphone-ejere, som kender til Endomondo, som er en app(likation), som man kan installere på smartphonen, og som kan fortælle meget om hvor, hvor meget og hvor hurtigt man løber, hvis man altså ikke har noget imod at slæbe på sin smartphone når man er ude og løbe. Og i og med at det kun er smartphone-ejere, som kan bruge denne Endomondo til noget har jeg aldrig rigtigt haft behov for at sætte mig ind i, hvordan den fungerer. Og hvorfor skulle jeg? Jeg ved som regel godt i forvejen hvor langt jeg løber når jeg tager en tur, og jeg vil da ikke bryde mig om, at jeg ikke skulle have glæde af, selv at beregne min gennemsnitshastighed. For standardruterne ligger jo i forvejen i mit regneark, så jeg får jo automatisk løbehastigheden på de enkelte deletaper i takt med at jeg taster dem ind fra løbeuret. Ganske vist kan jeg ikke lægge resultaterne ud til de sociale medier på samme måde som Endomondo kan, men jeg er jo heller ikke medlem af nogen af disse hjemmesider. Så Endomondo er ikke noget, der siger mig noget. Og jeg ville nok heller ikke have bemærket noget om et indlæg i radioen jeg hørte i forgårs, hvis ikke jeg havde hørt navnet Under Armour. For det er da et navn jeg kender, da jeg stort set hver eneste døgn har noget af Under Armours tøj på. Jeg fik hurtigt dannet mig et indtryk af, hvad indlægget handlede om, en viden der blev suppleret da jeg læste avisen i går. Endomondo-app'en er downloadet af henved 25 millioner brugere på verdensplan, heraf 1,3 millioner danskere herhjemme, og cheføkonom Morten Imsgard fra Sydbank forestiller sig at Under Armour "vil bruge Endomondo i udvikling af intelligent sportstøj med sensorer", som avisen skriver. Under Armour har betalt 557 millioner kroner for det danske selskab bag Endomondo, og det skal da blive spændende at se hvad det medfører af nyheder fra Under Armours side. Bare jeg så ikke skal være tvunget til at rende rundt med mere eller mindre brugbare elektroniske dimser. Men hvis bare man kan få et bedre udbud af tøj end man p.t. har herhjemme, hvor jeg ofte føler mig presset til at købe mit udstyr på den tilsvarende amerikanske hjemmeside.
http://www.underarmour.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.