Navigation:    
Start  >  Blog 
> 6. marts 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Brydning i Zürich Fredag, 06.03.15

For et par måneder siden havde en fyr i Zürich på Meetfighters udvalgt mig som favorit, hvorved menes, at han gerne ville bryde med mig. Måske han havde regnet med, at det næppe blev til noget, da afstanden mellem Zürich og København er lidt for lang til bare at lave en smuttur. Men han kunne jo ikke vide, at jeg på det tidspunkt så småt var ved at planlægge en tur til Schweiz for at besøge min gode ven Michi i Basel. Og så ville det jo være nærliggende at tage et tidligt fly til Zürich og et sent tog videre til Basel så jeg kunne få tid til at bryde med Ulrich, som fyren hed. Så her til formiddag, efter at have checket in i Fitness World for mit sædvanlige fredagsbesøg der, tog jeg videre til lufthavnen og fløj så afsted til Zürich. Vejret var dejligt i Zürich, modsat i København hvor det regnede, og fremme i Zürich lufthavn blev jeg hentet af Ulrich. Jeg skulle nemlig ikke kun brydes med Ulrich, men også hans kammerat Karim, som lagde lejlighed til vores lille seance. Og Ulrich var nu en fin fyr at varme op med. Han havde på forhånd været lidt nervøs for at bryde med mig, da jeg var både højere og tungere end ham, men det var ikke noget han burde bekymre sig om, sagde jeg og henviste til mine kvaler efter blodproppen. Og jeg vil sige at vi var temmelig jævnbyrdige, og for første gang var det ikke mig, der foretog alle de tapouts der kom undervejs, for flere gange måtte Ulrich også bide i måtten. Måske især fordi det en enkelt gang tilsyneladende lykkedes mig at lave en spladle på ham i forlængelse af en legscissor, og så slog han ud. Men jeg gjorde det selv mindst lige så mange gange, selv om jeg slap for en spladle. Henad halv tre standsede vi for en gang frokost, og kort efter dukkede Karim op. Han plejede ellers at gå til fitness direkte fra arbejdet, men jeg havde sagt at han så kunne bryde med mig som træning i stedet. Og det lod han sig ikke sige to gange, for da først han lukkede op for gassen blev han en veritabel kampmaskine, og det tog ikke lang tid før jeg lå med skuldrene i måtten. Ikke bare var fyren velbygget og muskuløs, men han var også lynende hurtig, og snart fik jeg indtrykket af, at jeg bare var et tøjdyr, der blev rusket af en løve. Vi var nærmest ligevægtige og han var en smule lavere end mig, men til forskel fra mig vidste fyren præcis hvad der skulle til. Og når jeg en sjælden gang kunne se mit snit til at lave et modangreb gik der kun en brøkdel af et sekund før han havde skiftet taktik så mit forsøg på et indlæg løb fuldstændig ud i sandet. Under min kamp med Karim havde Ulrich trukket sig til side, og kunne egentlig også nøjes med et være tilskuer. Og da jeg til sidst lå gispende tilbage, hinsides udkørt, kunne Ulrich overraskende nok konstatere, at jeg faktisk havde holdt ud i en halv time! Som tid dog går hurtigt når man morer sig! Da jeg var kommet til hægterne igen kunne jeg så nuppe et bad inden de kørte mig til Hauptbahnhof så jeg kunne komme videre mod Basel. Og overraskende nok lod det til, at min krop stadig fungerede som den skulle. Så Karim havde været safe and sane og ikke bare lean and mean!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.