Navigation:    
Start  >  Blog 
> 24. juni 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Converses, helst i sort eller grå, tak! Onsdag, 24.06.15

I langt over en menneskealder har folk og fæ gået med deres Converse All Stars gummisko, og jeg har i den grad været en af disse Converse-aficionados, da jeg for det meste har gået med dem til daglig siden en gang i 80'erne. Og det ikke bare på gader og veje, men jeg synes da nok jeg har udvideret deres anvendelsesmuligheder, da jeg også har brugt dem i mere alpint terræn, lige fra scrambling op over klippepartier til krydsning af gletschere i de franske alper. Der er næsten ikke noget terræn, som man ikke kan forcere i en par All Stars, lige på nær sumpede lokaliteter og moseterræn, for i og med at de er udført i kanvas suger de alt for let fugten til sig, og selv om jeg som udgangspunkt ikke har noget imod at gå i et par drivvåde Converses bliver det hurtigt træls når man er tvunget til at gøre det i flere timer. Selv om jeg nu er 52 år gammel går jeg stadig i Converses, og alligevel køber jeg stadig flere par til samlingen. Da jeg i sin tid købte mine første Cons kunne man vælge mellem rød, grøn, navy og især sort og hvid, og det er stadig den dag i dag de klassiske farver, som man vel altid kan få. Senere kom der så nye og spændende farver, men det var kun i begrænset omfang disse farver blev tilgængelige på det danske marked. Derfor, da jeg i 2001 begyndte at købe tøj og andre ting på eBay, blev Converses hurtigt en ting jeg købte der. For hvor i princippet simple Converses her i Danmark typisk sælges for 600 kroner parret kan man i USA finde dem til ned til $30, og det er jo langt under halv pris af herhjemme, så ud over at man i USA har et langt større udvalg af farver kan man jo også skåne pengepungen ved at købe sine All Stars i USA i stedet for herhjemme. Det er vel stadig de fleste herhjemme, der køber deres All Stars her i landet, og hvor det i lang tid mest har været den sorte model man typisk har set på gader og veje synes jeg i de senere år jeg har set flere og flere gå i grå Converses, og jeg har da selvfølgelig også selv et par grå Converses, selv om det er den særlige 11-hullers udgave og ikke den sædvanlige model med kun 8 snørehuller. Og underligt nok er det næsten altid fyre, jeg ser gå i grå Converses, og det er faktisk meget sjældent jeg ser fyre gå i andre farver end grå eller sort, mens de få gange jeg ser nogen gå i andre farver end grå og sort, da er det næsten altid piger. Jeg ved ikke om man kan lægge noget særligt deri, men det er måske det samme som med biler, som også helst skal være grå eller sorte. Som om vi er blevet for farveforskrækkede herhjemme. Grå passer jo også fint til det evindelige sorte tøj, som alt for mange herhjemme synes det er fedt at gå i.


Mine grå 11-hullers Converses på den jyske vestkyst i 2010.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.