Hele mandagen havde jeg sat af til en mulig sightseeing-tur med Pablo, men da han havde fundet et andet sted at være var det altså forkert, at jeg havde reserveret en hel dag til ham. Og da jeg ikke havde nogen computer kunne jeg heller ikke logge ind på MeetFighters for måske at finde en anden fyr jeg kunne bryde med. Jeg kunne dog sende en sms til Paul og bede ham sende en besked til Craig aka squashlad om at han kunne kontakte mig med en sms så jeg kunne få forbindelse til ham. Det lykkedes så også, men nu havde han andre planer og kunne ikke komme forbi på dette tidspunkt. Så der blev altså heller ingen brydning i dag. Men vejret var for godt til blot at blive inde på hotellet, så jeg besluttede mig for at vende tilbage til Greenwich Park og gentage turen der og få nogle ordentlige billeder der nu hvor vejret var godt. Efterårsfarverne var nu godt på vej, og jeg havde set på BBC hvorledes kastanietræerne nu havde flotte gule, røde og brune farver inden de til sidst kastede los fra træerne og overgav sig til vinden, udtjent efter en lang sommer. BBC fortalte, at hestekastanierne for tiden var hårdt angrebet af minérmøl, der bredte sig sydfra og for nylig var blevet påvist i Skotland. Larverne fra disse minérmøl tygger sig ind i hestekastaniernes blade og smæsker sig her i de sunde blade, som jo skaffer energi til træet. Og ved et kraftigt angreb går det ud over træets produktionsevne, med det resultat at kastanierne bliver meget mindre eller helt udebliver. Egernerne lod sig dog ikke mærke af, at kastanierne skulle være blevet mindre, men pilede rundt og var travlt beskæftigede med at samle vinterforråd, ligesom Chip & Chap i Anders And. Men pludselig så jeg en hund komme spænende i fuldt firspring hen over græsset med kurs mod to-tre egern, der var i færd med at samle kastanier på græsset. De forsvandt alle om bag et stort træ, og da hunden ikke kom ud på den anden side kunne jeg nok regne ud, at enten var egernet forsvundet op i træet eller også havde hunden fået fat i egernet. Et yngre par kom kort efter til stedet og jeg så at fyren bøjede sig ned over hunden, men de var for langt borte til at jeg i skumringen kunne se hvad de lavede. Og da de kort efter gik derfra igen så jeg han smed noget i affaldspanden. Nogle minutter senere kom jeg selv forbi affaldspanden, og dernede lå egernet, kroppen stadig varm efter sin sidste skæbnesvangre løbetur. Og den endte tilsyneladende sine dage i en affaldsspand. En trist måde at ende sine dage på! Mine umiddebare tanker var, at det ikke burde være tilladt at lade sin hund løbe frit i Greenwich Park, specielt når det er udnævnt til at være et World Heritage Site, men da jeg kiggede nærmere på skiltet ved indgangen så det desværre ikke ud til at et sådant forbud eksisterede!

Kastanietræerne i Greenwich Park.