Navigation:    
Start  >  Blog 
> 20. november 2015
 
Foregående    Index    Dette tema 

  De mindrebemidlede bliver bedt til kasse - igen! Fredag, 20.11.15

For fem måneder siden havde vi Folketingsvalg, som medførte, at nøglen til Statsministeriet blev overdraget til Lars Løkke Rasmussen og Venstre. Og lige siden har Venstre og deres proselytter i form af Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance gjort deres bedste for at udbrede fattigdommen i Danmark, lige på nær for dem, der i forvejen har masser af penge. Nye billigere vægtafgifter for de store biler, på nær for dem der kører elbiler, et ophør af begrænsningerne i kystbeskyttelseslinien, således at boligmagnater kan tjene endnu flere penge ved at bebygge vores kyster med hoteller og campingpladser, og en begrænsning af mulighederne for at dem, som i forvejen har haft råd til dyre ejendomme nu kan føre sig trygge på, at de ikke pludselig skal betale større skatter for deres ejendomme. Alle disse skattelettelser skal jo betales, og helt naturligt for Venstre og kompagni er det som sædvanligt de mindrebemidlede, specielt kontanthjælpsmodtagerne, som skal betale regningen. For selv om beskæftigelsen har været stigende på det sidste er der stadig i Venstres optik alt for mange, der er på kontanthjælp. Der kan jo nævnes flere årsager til at der er et stigende antal personer, der er på kontanthjælp, men jeg tænker jo mest på de tusindvis af personer, der blev smidt ud af dagpengesystemet ved stramningerne som følge af dagpengereformen, hvoraf mange naturligvis blev overflyttet til kontanthjælp, fordi det næsten blev umuligt at genoptjene sin dagpengeret, som de fleste i forvejen betaler til. Måske lige på nær dem, der har tegnet en privat arbejdsløshedsforsikring og derfor ikke bliver berørt af disse stramninger. Men som sagt er det jo dagpengemodtagerne, som skal holde for og betale for skettelettelserne til de velbjærgede. Dette nye kontanthjælpsloft - eller 'det nye sultecirkulære' - er resultatet af primært to ændringer i kontanthjælpen. Dels at man reducerer antallet af ferieuger fra fem til fire. Selv om det kun kan medføre at man ikke i samme omfang melder ferie til Jobcentret som man bør. Og dels at man indfører en reduceret sats for kontanthjælpsmodtagere som ikke har arbejdet 225 timer i det forgangne år. Men man får jo netop kontanthjælp fordi man ikke har noget arbejde. Og hele denne problematik skyldes jo netop at jobmulighederne jo ikke hænger på træerne. Det, der efter min mening kunne løse dette dilemma bedst muligt ville jo være, at man genoprettede Arbejdsformidlingen, således at dem, der gerne ville påtage sig et arbejde også kunne få tilbudt et. Men det har man jo sparet væk for længst. Somme tider synes jeg, at regeringens mange besparelsesforslag spænder ben for hinanden. Men det er jo ikke noget nyt når det er de blå partier der er ved magten.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.