Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. marts 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  LUR og LAR på Østerbro Torsdag, 10.03.16

Der har længe været planer om, at hele den karré jeg bor i, afgrænset af Kildevældsgade, Helsingborggade, Landskronagade og altså Thomas Laubsgade skulle slå sig sammen om at få en fælles gårdhave, således at de mange plankeværker, der adskiller de enkelte matrikler, kunne blive revet ned så vi kunne få et fælles gårdrum, Oprindeligt har ideen kun været diskuteret med beboerne i de to naboejendomme, der afgrænser vores ejendom til begge sider, og det har jeg ikke været synderligt interesseret i. For naboerne til den ene side havde meget begrænset gårdareal, da de også havde et stort baghus, og da gården for naboerne til den anden side var nordvendt og lå i skygge det meste af året, kunne jeg nok regne ud, at det nok ville blive vores gård, der bød på de fleste solbeskinnede kvadratmeter og derfor ville være den mest attraktive. Men for godt et år siden blev det område jeg bor i, som følge af en større oversvømmelse ved skybruddet i juli 2011, udnævnt til at være Østerbros klimakvarter, for man kunne nok frygte, at et sådant kraftigt regnskyl, som vi havde i 2011, næppe ville være en enlig svale med den globale opvarmnings virkning på vejret her i Danmark, og kommunen havde åbenbart større ideer med lige netop vores karré. Den skulle være et udstillingseksempel på hvordan man lokalt kan udnytte regnvandet til noget (LUR), og i det tilfælde hvor LUR ikke slår til, da drejer det sig om at kunne aflede regnvandet til havnen uden at det forvolder skader (LAR). Der er allerede planlagt nogle skybrudsveje eller -kanaler, som man vil lede overskudsvandet igennem når skybruddet bryder løs, og vores karré er blevet valgt, fordi den er et typisk eksempel på en klassisk smal københavnsk baggård, med bagtanken om, at hvis man her kan få en fælles gårdhave under hensyntagen til LUR og LAR, så kan det vel nok lade sig gøre alle steder, og derfor støtter kommunen projektet økonomisk. Den 22. februar i år vedtog Teknik- og Miljøudvalget et foreløbigt forslag om den fælles gårdhave, som i øjeblikket er sendt til høring hos samtlige husstande, og der bliver fulgt op med et møde for alle karréens borgere næste torsdag. Når høringsperioden er afsluttet i løbet af foråret vil forslaget, hvis der er stemning blandt beboerne for det, blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen, hvorefter detailprojektering kan tage sin begyndelse. Herefter udbud og licitation, og om alt går vel kan den nye gårdhave stå klar til benyttelse i slutningen af 2017.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.