Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. juni 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Brexit bryder to unioner Lørdag, 25.06.16

I forgårs var det Sankthansaften herhjemme, men i Storbritannien var det helt anderledes seriøse spørgsmål, der stod på dagsordenen end fejring af en forlængst død kristelig helgen. Den britiske premierminister havde for to år siden lovet sine vælgere, at han ville tilbyde briterne muligheden for en folkeafstemning hvorvidt Det forenede Kongedømme fortsat skulle være en del af den europæiske Union. Og den afstemning fandt netop sted i torsdags. Den britiske premierminister David Cameron havde vel egentlig regnet med, at en afstemning om EU ville være rent venstrehåndsarbejde, for han kunne vel ikke forestille sig, at der var så mange der ville stemme for en udmeldelse af EU. Men det var der, og da dagen gryede i går morges var det til nyheden om, af 51,9% af de afgivne stemmer ønskede at Storbritannien skulle forlade EU. Så hans idé med folkeafstemningen for at cementere samhørigheden med Europa må vel betragtes som århundredets selvmål. For der var større forskelle indenfor det forenede kongerige end David Cameron havde forestillet sig, og det kunne tyde på, at der er længere fra London til befolkningen på landet end man umiddelbart skulle tro. Måske man kan dele vælgerne op i tre kategorier. Dels dem der fortsat ser England og vel især London som verdens navle og med City som Europas centrum for storkapitalen og det finansielle hovedkvarter for utallige storbanker. Og dels dem, der synes, at der er for meget fokus på og leflen for storkapitalen og dennes muligheder for at udbytte manden på gulvet. Havde det kun været disse to grupperinger havde EU-tilhængerne uden tvivl fået skovlen under de mange EU-modstandere på landet. Men nu nævnte jeg jo tre grupperinger. For som i så mange andre tilfælde har skotterne altid været noget særligt. Jeg hørte for en uges tid siden en skotsk politiker udtale sig om, at han ville anbefale at de forblev i EU. For derved ville de måske have bedre chance for at kunne forfølge deres egentlige mål, nemlig en løsrivelse fra England. Dette spørgsmål havde ganske vist været til afstemning i 2014, og dengang stemte et flertal på 55% for at bevare unionen med England. Men skotterne var tilsyneladende godt tilfredse med at være i EU, og det havde 62% også bekræftet ved afstemningen i torsdags. Så den eneste måde skotterne kan bevare medlemskabet af EU er ved at opløse unionen med England, og da resultatet af den netop afholdte folkeafstemning stod klart meldte den skotske førsteminister Nicola Sturgeon, at de ønsker en fornyet folkeafstemning om løsrivelse fra England. Så torsdagens folkeafstemning vil nok ikke bare medføre at Storbritannien forlader den Europæiske Union, men også at Skotland fremadrettet vil forlade Storbritannien. Og David Cameron har meldt at han trækker sig som den britiske premierminister. Så det har bestemt ikke været hans dag i går!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.