Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. juli 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Brydning som sideshow underholdning Fredag, 22.07.16

Det har egentlig altid undret mig, at brydning som sport ikke bliver værdsat i samme grad som så mange andre sportsgrene som fodbold, håndbold, cykling, tennis og ishockey ... ja jeg kunne fortsætte. Men når man en sjælden gang hører om brydning i medierne - hvis det da overhovedet er noget som medierne gider omtale overhovedet, har jeg på fornemmelsen, at der er med en eftergivende mine og rysten på hovedet. Jeg husker stadig da vi i 2009 afholdt VM i brydning i Herning, og hvor Danmarks Radio ikke engang gad sende en reporter dertil, således at vi som radiolyttere kunne få friske opdateringer. For det var jo ikke personale som Danmarks Radio manglede, og de kunne da også godt sende en reporter til Herning - for at dække en anden divisions fodboldkamp. Tilsyneladende var den fodboldkamp vigtigere end et verdensmesterskab, og det tilmed i en sport, hvor vi som nation altid har haft stærke udøvere. Og denne almene nedværdigelse af brydere har stået på i mange år. I en artikel i forrige måned om byggeriet Scalas historie gennem tiderne blev der bl.a. refereret til en artikel af Herman Bang i Nationaltidende om Concert du Boulevard, som i 1870'erne var forløber for Scala. Dette sted omtalte denne Herman Bang som "en valplads for brydere og importeret kortskørtethed", og Herman Bangs beskrivelse af brydere som sideshow underholdning hænger åbenbart stadig ved i dag, 140 år senere. For når man hører om brydekampe i dag bliver der ofte klemt en beskrivelse ind af brydere som nogle svedige fyre, der pruttende og svedende tumler rundt i deres stramme trikot'er, og ofte med en homoerotisk undertone. For selvfølgelig sveder vi, sådan som alle andre sportsfolk gør det når man bruger sin krop, men det er tydeligvis ikke comme il faut at blive svedt når man dyrker sport. Og prutter gør vi jo også når kroppen biver klemt på alle mulige måder. At brydning skulle være homoerotisk kan jeg heller ikke afvise, men det er jo ikke brydere der kysser og krammer hinanden når man er lykkedes med en god kamp. Derimod ses det jo i vid grad inden for vores nationalsport fodbold. Underligt at man ser skævt til brydere på grund af påståede homoerotiske tendenser, mens det samtidig tilsyneladende er helt i orden at kramme hinanden hvis bare det finder sted på en fodboldbane!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.