Navigation:    
Start  >  Blog 
> 14. august 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Metal til Mark O. Madsen ved OL i Rio Søndag, 14.08.16

Sidste weekend begyndte De olympiske Lege i Rio de Janeiro, og det er en aktivitet, som jeg kun am rande er interesseret i, fordi jeg gennem de seneste mange år er blevet vænnet til, at det danske mediebllede kun omhandler fodbold, håndbold, cykling og tennis, og så med en enkelt ishockeykamp i ny og næ, og jeg har jo mest været interesseret i de 'smalle' sportsgrene. Og disse smalle sportsgrene dukker trods alt op i mediebilledet fra tid til anden. Jeg husker jo stadig da jeg for 12 år siden på radioen hørte en ganske medrivende reportage fra roning ved OL i Athen hvor Guldfireren strøg over mållinien til endnu en guldmedalje, og ved forrige OL i 2012 i London så jeg da adskillige interessante TV-indslag, men det skyldtes nok at jeg dengang besøgte min kammerat Lawrence i Cambridge, hvor der selvfølgelig var 24/7 reportager på flere TV-kaneler fra OL. Den mulighed findes jo ikke i Danmark, hvor rettighederne til de interessante sportsreportager er blevet opkøbt af pengestærke signalleverandører, men jeg fik da et skud i dag da jeg var i motionscentret og efter træning kunne slappe af til mændenes 10.000 meter-løb, som selvfølgelig blev vundet af forrige gangs guldvinder Mo Farah i tiden 27:05. Pænt hurtigt at løbe 10 km på!
Men ellers kunne jeg gå hjem og forberede mig til min egen OL-oplevelse i dag, for Mark O. Madsen skulle i dag omend ikke i ilden så dog på måtten, da han kl. 15.36 dansk tid skulle have sin forhåbentlig første brydekamp i 75-kilo klassen i græsk-romersk brydning i den olympiske arena. En bryder fra Iran var hans første modstander, og det sagde lidt om niveauet ved OL, for i Iran er brydning noget nær en nationalsport. To runder à tre minutter skulle han bryde mod sin iranske modstander, og den faldt ud til Marks fordel, primært på grund af for meget passivitet fra den iranske bryders side. Mark gik derfor videre og skulle således møde en bryder fra Serbien, og han lod ikke til at være nogen videre modstander for Mark, som kunne hive en 4-1 sejr hjem. Derfor videre til halvfinalen mod den næste modstander, den tidligere (2014) verdensmester fra Ungarn, og det var med nogen overraskelse at Mark også kunne vinde over ham med 1-0, og derfor var kvalificeret til finalen, en position som dansk brydning ikke har haft i mange år. Men den finale finder først sted i aften når jeg er gået i seng, så jeg må vente til morgendagen med at vide om Marks medalje bliver af sølv eller guld. Men uanset farven er det en imponerende bedrift som Mark O. Madsen har lagt for dagen.
Opdateret 15.08.16: Da jeg vågnede op her til morgen kunne jeg hurtigt regne ud, at Mark O. Madsen ikke havde vundet guld ved finalen i går. For da vi dagen før havde haft en svømmer, Pernille Blume, som havde vundet guld på 50 meter fri blev nyhedsudsendelsen afbrudt hver tiende minut for at fortælle det til offentligheden, hvorimod jeg måtte vente en time på at høre, at Mark havde vundet sølv. Men det var heller ikke en hr. hvemsomhelst han var oppe imod i finalen men den eksisterende verdensmester og olympiske mester fra 2012, russeren Roman Vlasov.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.