I går og i dag var jeg på besøg hos Peter i hans københavnerlejlighed som han har sammen med sin partner, og som han bruger når han ikke er på Martinique og vejret er for råt til at være i sommerhuset i Gershøj. Og atter en gang havde vi en hyggelig tid sammen. Denne gang blev jeg dog ikke mummificeret, men byggede lidt videre på de oplevelser vi havde haft sidste gang, hvor Peter var blevet bundet stående med mine fistmitts spredt ud til begge sider så han nødvendigvis måtte blive stående, uanset hvor meget jeg kildede ham. Og det var sjovt at se hvorledes hans krop reagerede på det. Selv er jeg ikke så kilden at det gør noget, men alligevel var det spændende for mig at se hvor lille en beføling der skulle til for at gøre udslag. Men at se hvordan Peter vred sig når han blev kildet mens hans krop var spændt ud fik også mig til at få lyst til at prøve noget tilsvarende. Jeg har ellers været temmelig tilbageholdende med at blive bundet i stående tilstand siden blodproppen i 2013, men på det senere synes jeg at det har bedret sig noget, og så ville det vel ikke være for udfordrende at blive fikseret med mine fistmitts. Selv om jeg også fik min gummimaske på og derfor kun med vanskeligheder kunne fortælle ham hvis jeg skulle slippes fri. Men på den anden side forstærkede det bare hjælpeløsheden ved at stå næsten nøgen med armene bundet ud til begge sider, blindfoldet med gummihætten og af hensyn til mig selv fordele vægten på mine ben. Selv om han ikke kildede mig i nogen videre grad kunne han selvfølgelig også få mig til at komme! Vi fik også begge en sleepsack session, ham i lædersækken og jeg i neoprensækken. Selv om det naturligvis ikke kunne ske samtidig, men så måtte vi tage seancerne forskudt. Og vi havde begge en udbytterig fornøjelse! Og mens Peter lå i lædersækken og kogte kunne jeg gå på opdagelse i hans bogreol, hvor jeg blandt andet fandt en bogserie om Københavnerliv omkring århundredeskiftet. Her var blandt meget andet nogle artikler om den daværende bryderkonge Bech-Olsen, som i 1896 havde en bemærkelsesværdig brydekamp med den tyrkiske hofbryder Memisch Effendi. De kæmpede næsten en time inden Effendi måtte bide i græsset og for første gang måtte se sig overvundet. To år senere rejste Bech-Olsen til USA hvor han skulle kæmpe mod Ernest Roeber, og atter engang blev Bech-Olsen sejrherre. Det blev Roeber dog så rasende over, at han få måneder senere tog båden til Europa for at få revanche - som han også tabte! Bogen fortalte efterfølgende om flere af Bech-Olsens andre brydekampe, men også om hans andre meriter. Blandt andet skulle han have haft en beværtning med hans navn ud for Frihedsstøtten. Men den navnkundige café måtte rives ned da Bernstorffsgade stulle etableres. Og det er jo en gammel historie, men den kan alligevel være inspirerende når jeg i morgen tager til Berlin for at bryde.