Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. december 2016
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Sort i sort på årets korteste dag Onsdag, 21.12.16

Som det vil være en del bekendt har jeg altid undret mig over hvorfor det lader til, at alle folk klæder sig i sort, uden dog at de skal til en begravelse. Men for henved fire uger siden havde gratisavisen MX et par bud på, hvorfor det forholdt sig således. Modeekspert og vært på DR-K programmet Skønhedens magt, Chris Pedersen, udtaler til MX at danskerne elsker sort, fordi det oftest er det sikre valg, som både føles godt og er tidløst. "Farvens popularitet hænger nok sammen med, at der er en forståelse for, at sort tøj er en god investering fordi det er klassisk og holder i mange år i modsætning til, hvis man køber en bestemt farve, som er mere trendbaseret". Sort har dog ikke altid været danskernes foretrukne. "I 80'erne og 90'erne gik den menige dansker i masser af farver, mens sort var forbeholdt den kulturelle elite eller modebranchen. Så kommercialiseringen af sort er for alvor sket indenfor de sidste 15 år". Else Skjold, modeforsker ved Danmarks Designskole kaldte sidste år danskernes forkærlighed for sort for en 'folkefeber'. "Jeg tror det har noget med lyset at gøre. Vi kan lide det mørke, og så snart sommeren er forbi hopper de fleste af os i de mørke farver. Det er nærmest en uniform vi kravler ind i når vejret ændrer sig." Chris Pedersen bekræfter. I hans optik er vi mere 'sorte' når mørket og vinteren falder på, og lidt dramatisk kan man ifølge ham kalde det et udtryk for den melankoli, som kendetegner Skandinavien. Og det er noget jeg ikke forstår, for det har jo altid været de lyse træsorter som har været karakteristisk for skandinavisk møbeldesign, og vi elsker jo lyset her i det mørke nord, så hvorfor klæde sig i sort? At klæde sig i sort når der ikke er noget dagslys har også andre ulemper, for jeg har flere gange været ved at løbe ind i mørklagte motionsløbere når jeg løb en aftentur i Fælledparken. Jeg har altid taget en hvid T-shirt udenpå jakken for at kunne ses, men det er ikke mange andre der har en tilsvarende omtanke. Ganske vist er en slidt hvid T-shirt ikke det mest modeprægede, men den kan ses, også når der ikke er nogle gadelygter. Hvilket måske kan give andre mørklagte fodgængere stof til eftertanke her på årets korteste dag.
(Kilde: Metroexpress 25/11 2016)

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.