Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. februar 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Det bedste smørrebrød Torsdag, 16.02.17

På lørdag er der mange, der påbegynder deres vinterferie, og Erik tager konen og børnene på skiferie til Fiesch i Schweiz. Selv tager jeg ikke på skiferie, men tager i stedet på brydeferie i Hildesheim, for jeg havde da ikke tænkt på at der var noget, der hed vinterferie, da jeg jo ikke rigtig har forbundet koldt vintervejr med ferie siden dengang for mange år siden hvor jeg holdt jul i Chamonix. Men Erik og familien skulle altså til Schweiz, og da han havde vanskeligheder med at begå sig på SBB's hjemmeside og gerne ville bestille de rigtige billetter kom han forbi i mandags så jeg kunne hjælpe ham med at bestille de rigtige billetter. Så han kom mandag formiddag med den nødvendige dokumentation, og det var ikke noget synderligt besvær at bestille hans billetter. Min computer reagerede dog anderledes end hans, sandsynligvis fordi der lå nogle tidligere bestillinger på hans computer som vi ikke kunne slette. Men det lykkedes mig både at bestille de rigtige billetter og annullere de tidligere forkerte bestillinger. Som tak for hjælpen tog han mig ind på Ida Davidsens smørrebrødsrestaurant for at få en god frokost. En god frokost burde da man kunne få der, da jeg jo havde hørt et og andet om deres fortræffelige smørrebrød, omend jeg mente jeg for nylig havde læst en dårlig anmeldelse af stedet, så derfor var jeg da også nysgerrig for at smage på varerne. Vi fik begge tre stykker smørrebrød, og jeg startede helt traditionelt med en rødspættefilet med hjemmelavet remoulade, asparges og rejer. Og naturligvis en snaps til, så fisken kunne svømme, selv om det nu ikke var en sild. Hvis anmelderen havde noget at brokke sig over må han have haft en dårlig dag, for det var alt sammen til UG med kryds og slange! Næste stykke var noget så simpelt som leverpostej - og alligevel ikke, for det var lun kalvelever med bacon, champignoner og bløde løg til. Jeg havde nok aldrig fået rigtig kalvelever før, men det smagte ikke så lidt bedre end bacon-leverpostejen fra Netto! Egentlig havde jeg regnet med, at jeg blot skulle have to stykker, men det var så lækkert at vi måtte gå en runde mere. Ved første runde havde jeg bemærket at de også havde ål, hvilket undrede mig, for ålen var da vistnok totalfredet. Men nu var den jo død, og så ville det da være dumt, ikke at benytte sig af lejligheden. Ålen var meget bedre end jeg havde forventet, og slet ikke så fed som jeg havde forestillet mig, men nærmere som et godt stykke kød. Og med røræg, spinat og ristede champignoner var det en ren himmerigsmundfuld. Og vi måtte selvfølgelig have en snaps mere da der nu igen var fisk på bordet. Så jeg var næsten bedugget da jeg slingrede derfra, men jeg kan ikke sige andet end at det var det bedste smørrebrød jeg nogensinde har fået!
         
www.idadavidsen.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.