Navigation:    
Start  >  Blog 
> 20. august 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  118 gæster til Hot Sunday Søndag, 20.08.17

I den netop afsluttede uge har der været Pride week her i København, og selv om det i sagens natur skulle være et festarrangement for homoseksuelle her i København er det ikke rigtig noget, som tænder mig. Mange af de homoseksuelle, der benytter Priden til at udstille deres seksualitet (og fred være med det), giver et generaliserende billede af hvad homoseksuelle er - og hvis der er noget som danskere er gode til er det at generalisere. Faktisk har jeg kun været til en Pride i København en enkelt gang, og det var i 2009 da partyet i forbindelse med World Outgames blev afholdt på Rådhuspladsen samme dag som der var Pride parade. Faktisk havde jeg slet ikke regnet med at skulle have noget med Priden at gøre i år, og vidste ikke engang hvornår det skulle finde sted. Jeg skulle kun ind til byen en enkelt gang i løbet af den uge, hvor der skulle være Pride, og det var i dag, hvor jeg skulle være bartender til Hot Sunday i SLM Club. Hot Sunday er generelt det eneste arrangement i klubben som begynder på et menneskeligt tidspunkt om eftermiddagen og ikke om natten som næsten alle andre events. Jeg havde dog i mellemtiden fundet ud af, at Priden skulle finde sted lørdag, så søndag ville der vel være home free. Men nej. SLM benyttede sig af lejligheden til at holde en afterparty under devisen "Fuck the Rest", sågar også med dj ligesom de gør i Berlin, og jeg kunne regne ud at der nok ville komme mange gæster, og at der nok også ville være mange turister. Så meget desto mere grund til at stille mig til rådighed, for jeg ville nok ikke være alene på tjansen. Det var jeg heller ikke, for faktisk var vi fem til at betjene de tørstige gæster, og dertil havde vi også en mand i kassen. Klokken 16 begyndte gæsterne at strømme ind, hvor mange ville der mon komme? Sædvanen tro havde vi raden rundt gjort en række gæt på hvor mange der ville komme, og mit gæt på 85 var det laveste mens de andre gættede på op til 107. Men det var heller ikke nok, for da der blev lukket for indgang en time senere var der kommet 118 gæster. Meget godt i vore lokaler der er godkendt til 150 gæster. Mest var jeg nervøs for at mine ben ikke kunne holde til at være stående i så lang tid, for det længste jeg hidtil havde gjort uden pause var en god time. Men jeg holdt i fem timer inden jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Så jeg checkede ud kvart i otte, hvilket var kort før der alligevel ville være fyraften.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.