Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. september 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  På jagt efter en potentiel lejrplads Fredag, 15.09.17

Jeg har i tidligere tider gjort mig nogle tanker om, at jeg efter blodproppen burde lave en vandretur en gang om måneden for at genoptræne mig selv til denne aktivitet - men det blev hurtigt til et ret begrænset omfang. Oprindeligt var det min tanke at jeg kunne lave en overnatning ude i det fri, for derved at gøre træningen mere realistisk, specielt efter jeg sidste år afsluttede den arbejdsprøvning jeg havde i Banedanmark og derefter burde have mere tid til at lave en vandretur. Jeg vurderede dog, at det nok ikke ville være realistisk at lave månedlige overnatningsture i det fri, og slog mig derfor til tåls med at lave endages vandreture, hvorunder jeg blandt andet vandrede fra Hareskoven til Ganløse, fra Holte til Nærum og fra Husum til Ballerup. Det var også grunden til at jeg i juli tog fat i mine gamle langdistanceløbeplaner og lavede rundturen fra Holte til Holte via Rudeskov, Søllerød Golfbane, Kohave, Jægersborg Hegn, Mølleåen, Ravnholm og Geelskov. På den tur faldt jeg over et skilt, som skulle vise vejen til en primitiv lejrplads syd for golfbanen, og jeg tænkte straks, at det måske kunne være en givtig overnatningsmulighed, men efter at have ledt efter den plads i nogen tid opgav jeg søgningen, for jeg havde jo stadig langt at gå på min planlagte vandretur. Men hjemme igen satte jeg mig for, at jeg burde kunne finde den lejrplads på nettet, og det lykkedes også. Det viste sig, at lejrpladsen skulle befinde sig i Rygård Fredskov, og at jeg således kun har været få hundrede meter fra lejrpladsen da jeg vendte om! Det skulle være en ganske simpel lejrplads, hvor den eneste facilitet var en bålplads, men jeg har jo bare brug for et sted at kunne slå mit telt op på. Pladsen ligger kun en kilometer fra krydset af Øverødvej og Helsingørmotorvejen og burde være et godt bud på en overnatning i det fri.


I dette skovbryn skulle der gemme sig en brugbar lejrplads.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.