Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. oktober 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ryanair er stadig en potentiel mulighed Søndag, 01.10.17

Jeg har egentlig altid været noget skeptisk over for Ryanairs måde at drive et flyselskab på, men samtidig mente jeg heller ikke, at jeg kunne tillade mig at kritisere et selskab på den måde jeg gjorde uden at vide noget om det. Så det er egentlig slet ikke så underligt, at jeg også selv har fløjet med Ryanair, hvilket faktisk nu er ti år siden. I oktober 2007 fløj jeg sammen med Klaris, Kedde og Mads fra Sturup til Marseille for at klatre i Sydfrankrig, og det kastede følgende kommentar fra sig på min blog: "Da jeg steg ombord i flyet i Sturup blev jeg dybt overrasket over at erfare at det var et splinternyt fly, og det samme var gældende nu vi skulle hjem fra Marseille. Og ikke bare var flyet nyt, der var også rigeligt med benplads, og det ved alle sæder! Man finder dog hurtigt ud af at der er sparet på alt unødvendigt. Der er ingen underholdnings-TV, ingen avancerede klapborde, og stoleryggen kan ikke lænes tilbage. Men da jeg som regel kun lægger sædet tilbage hvis jeg skal slumre, er det ikke noget jeg savner. Tværtimod er det umuligt for fyren i sædet foran at smække ryglænet helt i bund. Alle sæder er ens, der er ingen tildeling af pladser, så på den måde er det ligesom en bus, omend en helt anden slags end føromtalte nepalesiske rutebil. Man finder bare et sæde at sætte sig på, så ombordstigning går meget hurtigere end hos andre selskaber. Men bevares, hvis man nu vil være førstevælger kan man betale sig fra det."
Og jeg skulle hurtigt lære, at det var måden som Ryanair blev drevet på. Hvis man havde brug for mere end det allermest nødvendige, så kostede det ekstra. Omend de oprindelige planer om at skulle betale for toiletbesøg nu tilsyneladende er lagt langt ned i skuffen. Men jeg har alligevel ikke fløjet med Ryanair siden den uge for ti år siden, og Ryanair dukker oftere op når jeg søger efter flyforbindelser på nettet. Det er jo også hele idéen med Ryanairs prispolitik. For i takt med at flere og flere bruger søgemaskiner til at finde flyforbindelser er det guld værd for Ryanair at selskabet dukker op på det øverste skærmbillede, for disse søgemaskiner tager jo ikke højde for de gener og tillægspriser der følger med Ryanair i form af flyvning på skæve tidspunkter der ofte kræver en taxa eller en hotelovernatning. Så normalt frasorterer jeg Ryanairs rejsetilbud. Men en sjælden gang er der ikke rigtigt noget alternativ til Ryanair, som det var i 2007 da jeg skulle flyve til Marseilles, eller da jeg sidste år fik besøg af Alfredo fra Vigo i Galicien og han kunne flyve fra Porto i Portugal, som faktisk var den nærmeste internationale lufthavn for ham. Eller at Ryanair faktisk flyver til Zadar i Kroatien, hvis jeg nu fik lyst til at besøge Paklenica igen. Og så taler vi her slet ikke om de skærmydsler som Ryanair med god grund har med de danske fagforeninger.
Dagblog 21. oktober 2007: Lavprisfly er ikke nødvendigvis så ringe

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.