Navigation:    
Start  >  Blog 
> 4. november 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Besøg fra Kroatien Lørdag, 04.11.17

I forgårs fik jeg besøg fra Kroatien. Det var en fyr, som jeg havde lært at kende på Recon under navnet Remmo Daines, og i modsætning til sidste år, hvor jeg havde besøg af Fernando fra Galicien, havde Remmo ikke ønsket at tilbringe den uge han skulle være i byen hos mig, men havde i stedet valgt et hotel i Mjølnerparken. Men selv om han så ikke boede hos mig har vi indtil videre set hinanden hver dag. Da han kom til sit hotel ved middagstid kunne han først få adgang til sit værelse klokken 15, så derfor hev jeg ham med ud på en nærliggende café for en gang frokost. Martin havde anbefalet mig at besøge Caféen Skjolds Plads, og da først vi havde fundet frem til den bag alle metrobyggeriafspærringerne var det et ganske hyggeligt sted med god mad. Specielt var deres supper anbefalelsesværdige.
I går tog jeg ham så med ud på den sædvanlige travetur med introduktion af byen for ham, og fra Vibenshus Runddel tog jeg ham ned gennem Fælledparken og rundt om Sortedamsøen til et første stop ved Den lille Havfrue. Derfra videre til Kastellet, hvorefter jeg kunne sørge over det vandløse Gefionspringvand. Sørge, fordi kommunen finder det billigere at lukke af for vandet end at reparere hullet i bunden af bassinet. Billigere, ja, men bedre? Nej! Vi fortsatte langs havnen og stak snuderne indenfor Amaliehaven, hvor der også var lukket for vandet til fontænerne, hvilket dog nok skyldtes forberedelserne til vinterens nattefrost. Til slut nåede vi frem til Nyhavn, hvor jeg tog ham med ind på Nyhavns Færgekro for deres udmærkede sildebuffet, der til trods for den fashionable lokalitet kun kostede 130 kr. Hvilket efter min mening er fundet for de penge!
Her til eftermiddag havde vi blot en kort tur i nabolaget da jeg tog ham med ned på Svanemøllestranden. Her var det planen at han kunne tage nogle billeder af mig iført mit Football gear som jeg efterhånden har fået samlet sammen, da jeg derved kunne få billeder af både de Pants og mine Shoulder Pads som jeg havde i forvejen, og nu kunne supplere det med den Jersey jeg havde købt på eBay i august. Det var så først nu jeg kunne få billeder af mit samlede udstyr, og til lejligheden havde jeg også købt grønne fodboldsokker, som der hører sig til min Green Bay Packers uniform. Godt nok en for lys nuance, men det ville være for dyrt i fragt at få den rigtige farve tilsendt fra USA. Så indtil videre må jeg nøjes med de lysegrønne sokker.


Med min Green Bay Packers uniform på Svanemøllestranden.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.