Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. december 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Så længe glühweinen bare er mit Schuss Lørdag, 16.12.17

Først og fremmest var jeg dog kommet til Dresden for at besøge de berømte julemarkeder, hvoraf det på Striezelmarkt går for at være verdens ældste af slagsen, og i år kunne markedet således fejre sin 583. åbning. Man må så også forvente, at der med mere end end halvt årtusinde på bagen er sket en del - men Dresdner Striezelmarkt er der stadig på trods af trediveårskrigen, diverse tyske grænsekrige, verdenskrige og det kommunistiske manifest efter Anden Verdenskrig. Weihnachtsmarktet har altid været placeret på Dresdens Altmarkt, som derfor med tiden også har fået sekundærnavnet Striezelmarkt. Det er dog klart, at et så populært event tiltrækker folk fra viden om, både sælgere og købere og såmænd også folk der bare vil kigge på. Det kan derfor ikke være nogen overraskelse, at rammerne på Altmarkt med tiden blev for snævre, og allerede i sidste halvdel af 1800-tallet dukkede den første aflægger op ved Goldener Reiter i Neustadt på den anden side af Augustusbrücke over Elben, og i dag er der flere andre markeder rundt omkring i Dresden, der alle giver deres for at højne julestemningen - omend nogle af dem må siges at smykke sig med lånte fjer. Når jeg med Andy går en tur på Dresdens julemarkeder plejer vi at tage sporvognen til Albertplatz og derefter gå ned gennem Hauptstrasse til Goldener Reiter og over Augustusbrücke til Altstadt og Striezelmarkt, hvorefter vi kunne opleve det hele igen på tilbagevejen. I år havde Andy dog et konstruktivt forslag, set i lyset af at jeg med mine ben har det dårligt med blot at gå og hænge, som man jo typisk gør det på et marked - hvad end det så er på et julemarked eller et loppemarked. Derfor tog vi i mandags sporvognen til Pirnaischer Platz, som blot lå i gåafstand fra Striezelmarkt, og derfra kunne vi så krydse Augustusbrücke tilbage til Augustusmarkt ved Goldener Reiter. Hvilket var fint for mig, med Striezelmarkt som det gamle, det traditionelle marked og Augustusmarkt som det nyere og lidt mere moderne marked - det havde jo ikke engang været her i tohundrede år. Men til gengæld vidste vi af erfaring, at glühweinen som regel også var billigere her - og det betyder jo også noget når man er på julemarked i Tyskland. Så længe glühweinen bare var mit Schuss!
www.weihnachtsmarktdresden.com


Det klassiske Striezelmarkt i Dresden Altstadt.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.