Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. februar 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Natte TV Onsdag, 07.02.18

Det er nu snart 35 år siden at jeg havde daglig adgang til at se TV. For så interessante var det jo de færreste programmer der var, så da jeg i 1983 flyttede hjemmefra stod det klart, at det ikke var et fjernsyn jeg ville bruge mine penge på. Og da jeg omkring årtusindskiftet fik min egen computer kunne jeg jo selv lave mine egne 'programmer'. I takt med at vi fik bedre netforbindelse og jeg gik fra et modem til en direkte line-in forbindelse blev det efterhånden teoretisk muligt at se TV på computeren over nettet. Ja, jeg skriver teoretisk muligt, for da vi var 21 lejligheder der skulle deles om den samme bredbåndsforbindelse blev der i foreningen udstukket retningslinier om at man ikke måtte streame TV-signaler, da de gjorde for stort indhug i den til rådighed stående internetforbindelse. Men det betød jo ikke noget for mig, for jeg så i forvejen ikke TV på computeren. Hvis jeg havde sådanne behov havde jeg jo en bunke DVD'er med film jeg kunne se i stedet. Så jeg har slet ikke fulgt med i hvad der sker på TV-siden, ud over at der selvfølgelig har fundet en rasant udvikling sted i mellemtiden. Alligevel overraskede det mig for nylig da jeg så, at DR-TV sendte programmer hele natten lang, for sidst jeg så på TV-programmet i firserne sluttede udsendelserne generelt ved halvtolvtiden, og det var kun undtagelsesvist når et program først sluttede efter halv et. For på det tidspunkt burde man jo være hjemme i sin seng. Men i dag har stort set alle TV-kanaler programsat alle døgnets 24 timer! Men hvad er det så der vises? Ja, i nat viser DR1 Hammerslag fra 03:55-04:35, TV2 viser 29. afsnit af The Following fra 03:10-04:00, DR2 viser Deadline Nat fra 03:00-07:00, DR K viser et program om Kinas megastore byer fra 23:50-00:35 (hvilket nok kunne være interessant for mig, men på det tidspunkt?), DR3 har tema om sex fra 03:15-04:20, TV2 Zulu viser The Following i genudsendelse fra 04:00-05:30, og TV2 Charlie viser to afsnit af Små og Store Synder fra 01:05-03:00. Og sådan fortsætter det ovre på de mere farvestrålende betalingskanaler. Men hvad skal man bruge TV til midt om natten? Så mange kan der da ikke være der ligger søvnløse! Gad vide om der skulle være en sammenhæng med de mange skoleelever, der dårligt kan holde sig vågne i skoletiden. Så det måske ikke bare er smartphonen der har skylden?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.