Det havde været et par dejlige dage i Düsseldorf - faktisk ikke mere end et døgn - men det var nu også rart at komme 'hjem' til Berlin igen. Det ligger jo implicit, at når jeg er i Berlin skal jeg naturligvis også bryde, og selv om det jo ikke blev til noget med Sperling om torsdagen havde Romano naturligvis også sørget for nogen jeg kunne bryde med når jeg var tilbage hos ham søndag. Normalt plejer jeg jo at bryde med ham som vært når jeg er der, men han var sygemeldt for tiden, så i brydemæssig henseende var jeg naturligvis mere tilbageholdende denne gang. Imidlertid havde han sørget for, at der var to andre jeg kunne bryde med, nemlig berlinfunfighter og catchbear1. Begge fyre havde jeg kæmpet med tidligere og vidste derfor sådan nogenlunde hvordan jeg jeg skulle gebærde mig. De var begge en udfordring for mig, dog på hver sin vis. Jeg har egentlig altid haft indtryk af, at berlinfunfighter var et nogenlunde lige match med mig, blot med den tilføjelse at han var væsentligt yngre end mig og derfor også noget hurtigere i bevægelserne. På en god dag burde jeg dog kunne klare ham - men sådan en havde jeg åbenbart ikke i dag. For efter i nogen tid at have kæmpet frem og tilbage udnyttede han en svaghed i mit forsvar til at lægge mig ned og holde mig dernede. Senere fandt jeg ud af, at han faktisk også var nogle kilo tungere end mig, og det kunne så forklare hvorfor jeg ikke bare kunne kæmpe mig ovenpå igen. Han ser jo ellers ikke specielt tung ud, men ind imellem må man jo give sig overfor overmagten. For berlinfunfighter var ganske vedholdende og hang på mig som en burre, så efter nogen tid måtte jeg kaste håndklædet i ringen, for jeg skulle jo også gerne gemme nogle kræfter til catchbear1, som stod klar bagefter, og som jeg vidste var væsentligt tungere end mig. Ham plejer jeg ellers altid at bryde med når jeg er i Berlin, men i februar var det ikke blevet til noget, uvist af hvilken årsag. Men denne gang var han her, og det var rart at bryde med ham igen. Egentlig burde catchbear1 ikke have de større problemer med at vinde over mig, for han var både væsentligt tungere end mig og havde også brydet i længere tid. Men enten var han mere interesseret i at vi begge kunne have en god match end at han selv kunne vinde, eller også var han bare flink over for mig og mine svagheder. Sikkert var dog at han ikke havde så meget stamina som jeg havde, så jeg vidste, at hvis bare jeg kunne holde dampen oppe længe nok ville jeg have en reel chance. Nogen egentlig afgørelse blev det ikke til denne gang, for det mundede mest ud i et spil for galleriet - eller i hvert fald for kameraet. Dog ikke mit kamera, for det havde jeg glemt i Düsseldorf.