Navigation:    
Start  >  Blog 
> 13. juli 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En dejlig dag på Omø Fredag, 13.07.18

Det havde et par uger i forvejen været besluttet, at jeg skulle med Erik ud i hans sommerhus i Ellingelyng - men det kom som en overraskelse at vi også skulle en tur til Omø. Jeg havde aldrig været på Omø før og vidste stort set intet om den ø, bortset fra at det var der, min tidligere chef fra FOF Gentofte havde et sommerhus. Jeg troede derfor først at Omø var den ø der lå i Isefjorden, men fandt så ud af, at det ikke var Omø men Orø. Omø, derimod, lå ud for Stigsnæs, og det var noget længere væk, faktisk 92 km fra sommerhuset i Ellingelyng. Men Omø var helt klart et besøg værd. Længste udstrækning er godt fire km, men alligevel tog vi bilen over. Måske godt det samme, for trods øens lidenhed og trods det at Erik havde skaffet et godt kort, kørte vi forkert to gange. Vi ville egentlig først have besteget øens højeste punkt, Skovbanke med 23 meter, men i stedet kom vi til Omø by og kunne derfor lige så godt starte med en kop kaffe på Loen. Dernæst lavede jeg en rigtig 180'er så vi kørte mod øst i stedet for vest - men så kunne vi jo tage en travetur op på Skovbanke. Erik havde sat næsen op efter at lave endnu en bilbestigning som vi i sin tid havde gjort det i Nebraska, men det blev ikke til noget da højdepunktet lå ude i en mark. 23 meter lyder jo ikke af meget, men det var nu øens højeste punkt og gav derfor en overraskende god udsigt til både Langeland og Storebæltsbroen. Dernæst trillede vi ned til Revspids, som var øens nordligste punkt. Omø er formet som en trekant, så selvfølgelig skulle vi besøge alle tre punkter. Ørespids var den sydlige spids, og her var vi nær gået på grund da en dyb skraben på vej derud fortalte os at bilen ikke helt havde frihøjde nok. Jeg havde regnet med at vi kunne gå langs kysten til Langelandsøre, øens vestligste punkt med fyrtårnet, men da vejen ned mod kysten tilsyneladende var inddraget til korndyrkning måtte vi køre omvejen via Omø by i stedet. Og sluttede med en sen frokost på Loen inden vi kørte til færgen.


Revspids - Omøs nordligste punkt

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.