Navigation:    
Start  >  Blog 
> 4. august 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kebnekaise sydtop har stadig 20 centimeter tilbage Lørdag, 04.08.18

Vi har nu i flere måneder haft tørke og et usædvanligt varmt vejr her, og det er ikke bare i lille Danmark, men også langt op i Sverige. Eksempelvis har der været omfattende skovbrande omkring Ljusdal i det centrale Sverige, og det er højst tvivlsomt om de er blevet slukket nu. Men at den kraftige varme skulle have spredt sig helt op til Lappland er ikke noget jeg har hørt om, for jeg får jo ikke længere nyhedsbulletin'er fra Norrbottens län. Men det er den såmænd. Politiken skriver, at forskere fra Stockholms universitet i tirsdags var i området for at måle hvilken indflydelse den kraftige varme deroppe havde på den mest kendte snetop i Sverige, nemlig Sydtoppen på Kebnekaise, der som bekendt er Sveriges højeste punkt. Og man fandt ud af, at der kun er 20 centimeters forskel mellem den kolde sydtop og bjergets nordtop. Kebnekaise er jo en dobbelttop, hvor sydtoppen er det højeste punkt med en højde på (indtil for nylig) 2110 meter takket være en plateaugletscher på højeste punkt. Mens nordtoppen må nøjes med en andenplads i denne konkurrence, da den kun er 2097 meter høj. Men hvor sydtoppen får sin højde qua denne plateaugletscher er nordtoppen derimod solidt grundfjeld. Lidt analogt med de franske og italienske toppe på Montblanc. Hvis nordtoppen på længere sigt ender som det højeste punkt må svenskerne i fremtiden belave sig på at skulle til nordtoppen i stedet, hvis de ønsker at bestige landets højeste punkt. Hvilket bliver lidt af en udfordring, idet der mig bekendt ikke fører noget sti til nordtoppen - og da slet ikke en veltiltrådt sti som den til sydtoppen. Ligesom Toppstugan, der er sidste rasteplads inden toppen ligger på sydsiden af sydtoppen. Sandsynligvis vil man i fremtiden skulle gå over sydtoppen og derefter følge graten videre til nordtoppen, da alle andre sider af nordtoppen ser mere besværlige ud.


Kebnekaise syd- og nordtop set fra Ladtjovagge i 1982

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.