Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. november 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ny ferielov i 2020 Torsdag, 22.11.18

Efter stort set at have været uændret i hundrede år har regeringen besluttet, at vi skal have en ny ferielov - og den træder i kraft den 1. september 2020, altså om næsten to år. Man kunne derfor undre sig over, om det var nødvendigt at varsle det så lang tid i forvejen, eller om det blot var nogle regler som regeringen ville indføre mens de stadig havde regeringsmagten. Men årsagen er nu nødvendig, da der er mange ting der skal på plads inden den nye ferielov kan implementeres, ligesom der skal være tid til de nødvendige overgangsordninger.
Ferieloven ændrer sig overordnet fra at man optjener sin ferie i kalenderåret, for at afholde denne i en 12 måneders periode fra 1. maj året efter, til nu at blive optjent og afholdt i samme periode (fra 1. september til 31. august, dog således, at afholdelse kan ske frem til 31. december). Man afholder altså løbende sin ferie i takt med at man optjener den over en periode på 12 måneder, hvorfor den nye ferieordning ofte omtales som "samtidighedsferie". Uden en overgangsordning vil de nye regler, sammen med de gamle regler, medføre, at man, som arbejdstager, har op til et helt års optjent ferie i overskud. For at tage højde for denne problematik, er der i den nye ferieordning indbygget en overgangsordning, der regulerer håndteringen af ferie optjent fra den 1. januar 2019 og frem til den nye ferielovs ikrafttræden den 1. september 2020. Indfasningen af den nye ferielov medfører, at man for perioden 1. januar 2019 frem til den 1. september 2020 skal administrere ferie som følger:
Ferie som optjenes fra den 1. januar 2019 frem til den 31. august 2019 afholdes i perioden 1. maj 2020 til den 31. august 2020.
Ferie som optjenes i perioden 1. september 2019 til den 31. august 2020 indefryses.
Herefter begynder den nye ferieordning, hvor ferie optjenes og afholdes inden for samme periode, som ovenfor anført. Det indefrosne års feriepenge kan blive henlagt til en ny fond, der administreres af LD. Herefter vil det opsparede beløb blive udbetalt til medarbejderen når denne forlader arbejdsmarkedet, fx går på pension.
Det lyder for så vidt meget godt, men jeg ser et problem med at man starter det nye ferieår den 1. september 2020 uden at have noget ferie sparet op. For jeg plejer jo at være på Delta på dette tidspunkt, og hvordan skulle det kunne lade sig gøre når jeg ingen ferie har i september. Men jeg var til et seminar hos Ernst & Young i tirsdags, hvor dette spørgsmål også blev behandlet, og det skulle blive muligt at holde en forskudsferie i den periode. Dette skulle blot kræve en aftale med arbejdsgiveren.
(kilde: TVC Advokatfirma og EY)

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.