Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. januar 2019
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Muskelsvind har også mere normale årsager Tirsdag, 01.01.19

For ti år siden havde jeg under udmarchen fra Gasherbrum bemærket, at jeg ganske uventet følte, at jeg nu pludselig havde temmelig svage ben, som ellers altid havde været min styrkemæssige stolthed. Hvilket blandt andet afstedkom følgende kommentar på min blog: "Lige siden jeg påbegyndte udvandringen fra Gasherbrum Basecamp her i sommers, har det været til stor undren for mig, hvorfor jeg ikke havde nogen styrke i benene, og derfor havde de største problemer med at holde et fornuftigt tempo under udmarchen. Til at begynde med mente jeg at det måtte skyldes, at jeg stort set ikke havde rørt en finger, og slet ikke benene mens jeg var nede i Basecamp, og ikke havde bevæget mig meget mere end mellem de forskellige ekspeditioners lejre og et par småture op og ned ad morænen. Og så er det jo klart, at når man ikke bruger musklerne, så er der herfra ressourcerne tages, når kroppen skal holdes forsynet med næring, og derved faktisk kannibaliserer sig selv. Ved hjemme igen fik jeg dog tydeligt syn for sagn, da jeg var ude på de første løbeture. Jeg var jo forberedt på at benene ganske vist ville føles lette, men også at der ikke var meget udholdenhed i dem. Det viste sig at være meget diplomatisk udtrykt, for der var ikke spor power i benene, og efter at have set mine ben i aktion på billeder, kunne jeg godt forstå at der ikke var meget at komme efter, med de tynde stænger jeg stolprede rundt på, med fremstående knæ, som var jeg netop kommet hjem fra en KZ-lejr."
Dengang fik jeg trods alt benene i gang igen, det krævede blot at jeg begyndte at bruge dem. Men måske noget tilsvarende er sket nu, og det helt uden at have ligget en måned i højdelejr. I hvert fald har jeg i den seneste tid haft endnu mindre aktivitet i benene end jeg dengang i 2008 havde i Gasherbrum Basecamp, og det kan specielt for det sidste forklares med at jeg blev for flad efter flyttearbejdet for revisionskontoret. Men så ved jeg jo også hvad der skal til for at få gang i benene igen: de skal bare bruges noget mere. Og når jeg ikke kan tage mig sammen til at foretage nogle aktiviteter som tæller i regnskabet burde jeg da i det mindste kunne foretage en travetur på en halv times tid hver dag, hvilket jo også kan virke forebyggende forud for en fremtidig længere vandretur. Måske sydsiden af Utterslev Mose så der også kan være lidt stigning på. Og lad så dette være et spinkelt nytårsforsæt for det kommende år.
Dagblog 26. januar 2009: Lavt ilttryk i højden en forklaring på muskelsvind

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.