Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. februar 2019
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nyt byggeri varslet på nr. 15 Fredag, 22.02.19

Der sker nu en del her på matriklen - omend det mest af alt er på planlægningsstadiet og det tilsyneladende ikke kommer længere end det. Som bekendt har det nu i nogle år været projekteret, at vi skulle have en gårdsammenlægning, således at vi skulle have en fælles gårdhave her i karréen, men bortset fra at vi i det seneste forår fik flået hele gårdbelægningen op med det resultat at vi hele sommeren ikke kunne benytte os af gården, som ellers for mig har været den nærmeste mulighed for at kunne nyde sommeren. Så hvor hele Danmark faldt i svime over den rekordvarme sommer 2018 har jeg blot kunnet vegetere inde og kigge ud på min gård, som var ændret til en byggeplads mens byggecontainerne var stablet op på gadeside og spærrede både for sollys og radiosignaler. En af ejendommene er i mellemtiden sprunget fra den fælles gårdhave, og grunden ovre på nummer 15 skete der tilsyneladende ikke meget med. En af de andre ejendomme i projektet har skiftet ejer, og den nye ejer har også trukket sig fra tilslutningen, mens en ejer af en af de dyre nybyggede lejligheder i Landskronagade har indstævnet kommunen med påstand at de 'tvangsekspropierer' hans private terrasse hvorefter han fraflyttede ejendommen. Imidlertid er denne statslige instans en af de mange statslige arbejdspladser der er tvangsforflyttet til provinsen, så selv om stævningen blot kan afvises er den instans ikke i stand til at foretage sig noget overhovedet fra deres nye kontor i Jylland.
Men i går var jeg til et infomøde ovre i den gamle Scanfors-bygning for at høre om, hvad der forventes at skulle ske ovre på nummer 15. Der skal nemlig bygges et nyt hus, således at hullet i husrækken endelig kunne blive lukket. Det skulle blive en form for boligtilbud for borgere med udviklingshæmning, og som vil blive kaldt "Boligakademiet". Jeg var dog mest interesseret i at høre om dette byggeri så også kunne tænkes at ville indgå i vores fællesgård, nu hvor jeg fornemmer at flere springer fra da projektet har varet i adskillige år og foreløbig ikke har budt på andet end gener. Men det er hensigten at byggeriet på nr.15 vil begynde til foråret og at bygningen vil kunne indvies i sommeren 2020. Så må vi da håbe at de også kan prikke lidt til kommunen så de kan oppe sig lidt.


Udsigt til baggården halvandet år efter byggeriets påbegyndelse

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.