Tilsyneladende har kirurgen gjort et godt stykke arbejde da han satte protesen ind i mit højre knæ, men ellers har vi været af forskellige opfattelser af, hvor lang tid der går før sådan et knæ er tilstrækkeligt lægt. For allerede tirsdag, dagen efter operationen, kom han forbi til en afsluttende samtale, da han regnede med at jeg ville blive udskrevet samme eftermiddag! Seriøst! Og jeg havde endnu ikke haft min første snak med min fysioterapeut! Selv havde jeg den forestilling at jeg næppe ville blive udskrevet før torsdag - det var lige hurtigt nok efter min mening. Efterfølgende havde jeg en snak med hende, der styrer min forsøgsmedicin, og hun regnede heller ikke med at jeg ville blive udskrevet tidligere. Jeg deltager jo også i et forsøg, hvor man i forbindelse med sådanne knæoperationer tester en anden type smertestiller, dexamethason, i højere doser end man har erfaring med, for at undersøge om man derved kan begrænse brugen af morfin, og selv om en tidligere udskrivelse ikke ville få indflydelse på dette forskningsprojekt mente hun også at det var lige tidligt nok. Mandag skulle jeg så gå en tur med Thomas, som er min fysioterapeut her på hospitalet, og jeg skulle så lige se hvor langt jeg kunne komme ned ad gangen. Jeg havde sat mig det mål at jeg ville frem til en karakteristisk gulvplante, der stod nede ad gangen - men så langt nåede jeg ikke, da der pludselig var en dør, der blev lukket op foran mig af en anden patient, der skulle ud fra toilettet - og så kunne jeg lige så godt vende her, da jeg jo også skulle tilbage. I dag skulle vi så ud og gå igen, og det blev den store rundtenom. For ikke blot kom vi forbi toiletdøren (på 10m) og planten (på 15m), men vi skulle helt frem til et træningsområde, som lå ved 30m-mærket. Her kunne jeg så vælge om jeg ville lave nogle øvelser eller fortsætte længere frem og gå lidt på trapper. Jeg havde ved seminaret fået en øvelsesoversigt, så det kunne da være meget godt at lære nogle af dem at kende, så Thomas førte mig igennem to af øvelserne, som gik rigtig godt. Og da han så spurgte om jeg ville tage en tørn med trapperne eller tilbage til stuen sagde jeg at det nok ville være godt for mig at prøve at tage et enkelt trin. Helt i orden så skulle jeg bare videre til trappen, som lå omkring 45m, og få minutter senere var jeg helt nede i kælderen! Så jeg skulle 'bare' op ad trappen igen og tilbage de 45m for at kunne slappe af på sengen. Og selv om jeg denne gang havde taget min brydesinglet på for ikke at svede for meget var sveden dog allerede sprunget.