Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. august 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fem gode år Lørdag, 01.08.20

I 2009 havde jeg deltaget i World Outgames i København, og det havde været sådan en positiv homoerotisk oplevelse, at jeg året efter også ville deltage i Gay Games, hvilket gav mig min første kontakt med Paul fra Queensland og følgende indlæg i min dagblog for august 2010: "Via recon er jeg for et halvt års tid siden kommet i kontakt med Paul, en fyr fra Queensland i Australien, og ud over at vi begge skulle løbe i Gay Games havde vi begge interesse i både bondage og bjerge. ... Under vores indledende snak på recon havde han spurgt om råd om, hvilket hotel jeg kunne anbefale her i Köln, og da jeg allerede havde booket et dobbeltværelse her foreslog jeg, at han bare kunne få den anden halvdel af dobbeltsengen. Hvilket både han og jeg var svært tilfredse med!"
At få et venskab med en fyr, som havde de samme tre hovedinteresser som jeg selv havde var næsten for godt til at være sandt, og noget jeg havde søgt forgæves efter gennem mine forudgående 28 års medlemskab af Dansk Bjergklub - men altså noget som kunne lade sig gøre gennem Recon. Mit venskab med Paul kastede flere gode år, ture og spændende bondage situationer af sig. I 2011 lavede vi sammen min jubilæumsbestigning af Faulhorn med efterfølgende halvmarathon i Bertlich, i 2012 besøgte jeg ham i Queensland hvor vi under en campingtur besteg Mount Warming og løb marathon i Sydney, og i 2013 deltog vi i World Outgames i Antwerpen, denne gang dog uden supplerende tur til de schweiziske bjerge. I 2014 var jeg tilbage hos Paul i Queensland, hvorunder vi tog en rejse til Ayers Rock hvor Paul løb Australia Outback Marathon. Jeg skulle egentlig også have løbet med der, men efter jeg var blevet ramt af en blodprop i 2013 var et marathon dog mere end min krop kunne klare. Efterfølgende fortsatte vi dog til Townsville, hvor Paul løb et marathon mere mens jeg nøjedes med at løbe 10 km - men siden den sommer så jeg ikke Paul igen. Vores yderst regelmæssige mailkorrespondance døde ud, og det seneste jeg har hørt til ham var at han skulle have fundet sig en Master i Frankrig.
Dagblog 4. august 2010: Lænket i Köln

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.