Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. september 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Smittestop-app er tegn på uligheden i samfundet Tirsdag, 22.09.20

Efter vi nu for et halvt år siden blev ramt af denne corona pandemi har man fra myndighedernes side indført snesevis af begrænsninger i det normalt frie liv, vi ellers har levet. Et af de tiltag som myndighederne har foretaget er at udgive en smittestop-app, således at det derved skulle være nemmere at finde ud af hvilke personer, der er smittet med corona, som har kunnet give smitten videre. Et i og for sig agtværdigt initiativ. Og for at få så mange som muligt til at installere denne app på deres telefon - undskyld, smartphone, har været at stille den til rådighed sammen med forskellige lokkemidler. For eksempel tilbyder Jyderup forskellige rabatter og tilbud til potentielle kunder, som uploader den app på deres smartphone, således at man kun kan få tilbuddet hvis man har appen på sin smartphone. Dette tilbud er for så vidt ikke meget anderledes end de tilbud som forskellige supermarkedskæder tilbyder at man kan få hvis man har deres app på sin smartphone, og som derved udløser rabat på en bestemt vare. Men almindelige mennesker uden denne app kan dog stadig købe varen, dog uden rabatten, og så er det helt i orden, mener jeg. Men det tiltag som Aalborg har indført med at man skal have denne smittestop-app hvis man ønsker adgang til byens natteliv synes jeg dog ikke om. At man de facto udsteder et adgangsforbud for personer, som ikke har denne smittestop-app på deres smartphone. Hensigten er vel god nok, men jeg bryder mig ikke om denne forskelsbehandling blot for at tækkes det flertal som har penge nok til at anskaffe sig en smartphone. Det har nok ikke været bagtanken bag dette initiativ, men det kan ikke tjene til andet end også at være endnu et tegn på hvorledes uligheden breder sig i det danske samfund.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.