Da jeg var blevet indkaldt til forundersøgelse for en måneds tid siden med henblik på igangsættelse af forberedelsen til operationen på mit venstre knæ havde kirurgen også bemærket at mine underben var temmeligt hævede og hårde på grund af væskeansamlinger, og det ville han gerne lige have undersøgt lidt nærmere. Jeg havde også selv bemærket dette og havde luret på at det måske kunne være nogle åreknuder, men dels plejer sådanne jo at aftegne sig på huden, og det syntes jeg ikke der var spor af, og dels syntes jeg ikke jeg var gammel nok til have åreknuder. Men kirurgen måtte jo vide hvad han talte om, det ville jo også være en fordel for os begge at få afklaret alle detaljer inden han skal stikke kniven i mig om tre måneder. Og kirurgen vidste jo hvad der skulle gøres, og han havde jo hele Københavns sundhedssektor at spille på. Så jeg var først på Rigshospitalet for at få taget en række blodprøver, og derefter fortsatte turen til Frederiksberg Hospital for at få taget et elektrokardiogram for at checke om hjertet spillede som det skulle, hvilket det heldigvis gjorde. Egentlig burde jeg have kunne fået foretaget begge disse to ting på alle hospitaler, men EKG-afdelingen på Riget var af ukendte grunde lukket ned. Så jeg kunne have sparet turen til Riget hvis jeg havde fået lavet begge dele på Frederiksberg. I dag var jeg så på Bispebjerg Hospital til tredje del af trilogien, og her var jeg indkaldt til Røntgenafdelingen, men det var dog ikke røntgenbilleder jeg skulle have taget men blot ultralyd. Til sidst havde jeg en snak med kirurgen, og det viste sig at han mistænkte mig for at have nogle skjulte blodpropper, hvilket jeg jo ikke kan sige mig fri for med den sygehistorie jeg har. Men de fandt kun nogle gamle blodpropper, hvilke muligvis var de samme som var blevet bemærket under mit lange hospitalsophold i 2013. Men hjertet fungerede som det skulle, og da jeg havde set resultatet af blodprøverne kunne jeg se at værdierne var blevet bedre. Så noget godt kommer der trods alt ud af de mange piller jeg tager.