Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. december 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Spider-Man møder Dr.Octopus i 2'eren Torsdag, 10.12.20

Også i søndags havde jeg mulighed for at tilbringe en hyggelig tid hos Ethan, og det betød at jeg atter en gang kunne bænke mig sammen med ham og kattene foran skærmen, omend en af kattene på et tidspunkt tog pladsen på første række foran os andre. I dag gik vi et skridt videre med Spider-Man, for som jeg efterhånden havde fundet ud af var der flere forskellige følger, idet personen bag Spider-Man var blevet skiftet ud flere gange. I dag tog vi så toeren, som Tobey Maguire havde ført videre, og den skulle såmænd også være ganske seværdig. Men jeg har det nu lidt mærkeligt med at forene en superhelt (som Spider-Man mere eller mindre mod sit ønske er blevet til) med en kærlighedsaffære, som Spider-Mans alter ego er blevet impliceret i. Det kan ikke give andet end problemer, og vi ser i Peter Parker en ung fyr, som har svært ved at få tingene på deres rette plads. Hans kæreste forlover sig med en anden fyr, da Spider-Mans opgaver tager for meget af hans tid, og tilsvarende har han svært ved at beholde sine jobs som pizzabud og freelance fotograf for sladderbladet Daily Bugle, så det er måske ikke så underligt at hans karakterer i skolen tager et solidt dyk. Alt sammen forårsaget af Spider-Man, og Peter beslutter derfor at lægge ham på is og dragten i skraldespanden. Men selvfølgelig holder det ikke, for efter hans ærkefjende i etteren Green Goblin dengang blev sat ud af spillet dukker Dr.Octopus nu op på scenen, for her er der endnu en videnskabsmand, hvis forsøg er løbet løbsk for ham selv. Tid til at genoplive Spider-Man. Otto Octavius er denne videnskabsmand, som har forsøg kørende med at fusionere kunstige arme på en person (med ham selv som forsøgskanin). Men fusionen lykkes mere end godt er, så derefter ser vi Dr. Octopus. Idet hans oprindelige forsøgslaboratorium blev tilintetgjort ved den første fusion, hvorefter disse nye arme overtager styringen af Otto Octavius' krop i stedet for omvendt finder den nye Dr.Octopus et nyt værksted hvor han kan fortsætte sine eksperimenter. Og hvor den første Spider-Man film var noget spagfærdig bliver der godt nok skruet op for aktiviteter i denne toer når Spider-Man træder ind på scenen. Så denne kulmination er godt nok mere spændende end hvad vi så i etteren, men det kan ikke helt retfærdiggøre den forvirrende hjertekvababbelse som vi ser i indledningen.
         

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.