Navigation:    
Start  >  Blog 
> 13. januar 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nyt elektronisk isenkram Onsdag, 13.01.21

Jeg har godt nok fået nyt elektronisk isenkram i de seneste dage. For i søndags var Leonhard forbi med den diascanner, som hans far Christoph havde tilbudt at jeg kunne købe af ham efter jeg havde set den da jeg besøgte ham i 2018. Dengang havde jeg overvejet om jeg selv kunne tage den hjem i flyet, men det krævede at jeg havde mindre bagage med. Og da Leonhard alligevel skulle hjem til familien i julen havde han tilbudt at tage den med hjem til Nærum, og i forgårs var han så forbi med den - og jeg skulle kun betale den latterligt lave pris af €50 for scanneren - Leonhard ville ikke engang have de €20 jeg tilbød ham for at tage den med hjem fra München. Så nu er det største skridt på vejen til mange spændende nygamle billeder her på siden blevet taget. Så manglede jeg bare en computer med en passende lagerkapacitet jeg kan overføre billederne til, og til det formål havde jeg i fredags bestilt en ny laptop med næsten 1TB lagerkapacitet, som jeg regnede med at ville få på fredag. Men allerede tirsdag morgen bankede fragtmanden på og havde den nye maskine med til mig. Til forskel fra i 2008 hvor jeg købte min foregående maskine fik jeg den gang det jeg forventede. Dengang havde jeg købt en maskine med XP styresystem, men fik i stedet det nye og officielt meget bedre Vista styresystem (!). Denne gang fik jeg en maskine med Windows 10 installeret, selv om Andy havde advaret mig om at det skulle være et temmelig problematisk styresystem. Men det var det eneste som kørte med en 64-bit version, og det var nu nødvendigt efter mit webhotel havde opgraderet deres brugerflade. Som sagt havde jeg nu en ny maskine, som jeg i første omgang ville bruge bruge til at uploade de mange filer jeg havde klar til at lægge ud på viaalpina.dk, og havde derfor sat dagen i dag af til det. Men det skulle vise sig at være et større problem, for Windows 10 havde tilsyneladende ikke nogen Stifinder integreret, sådan som Vista havde haft det, og efter at have bakset med det i fem timer måtte jeg konkludere, at Windows 10 kun kunne importere filer til egen computer og ikke bruge det til upload af filer til andre computere eller internettet - og det var jo netop derfor jeg var blevet tvunget til at købe en ny maskine, for alle andre netfunktioner jeg ellers bruger kunne den godt klare. O tempora, o mores!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.