For nogle uger siden var jeg i Lyngby for at besøge Ethan, få noget god mad samt ikke mindst få set et par gode film. Det var dengang to måneder siden at jeg sidst havde besøgt ham, og de film, jeg for en halv snes år siden havde købt i England havde jeg for længst set indtil flere gange. Men nu hvor coronakrisen har forhindret mig i at få mit regelmæssige bad i motionscentret har jeg faldet tilbage på Københavns eneste offentlige bademulighed når alle indendørs motionsfaciliteter er lukket ned, nemlig badet på Sjællandsgade, og da jeg var der før jul inden alle forretninger også skulle lukkes ned stod jeg på Nørrebrogade og ventede på bussen, og fik så øje på en forretning, der solgte brugte DVD'er, ligesom de havde gjort det i England. Så jeg lod bus være bus og gik ind for at se hvad de havde at vælge imellem. Fire DVD'er for hundrede kroner var dagens tilbud, så jeg kom ud derfra med otte plader. Selv om det var blevet tradition at jeg besøgte Ethan om søndagen var det ikke blevet til så meget på det sidste, da jeg netop var gået i gang med årsregnskabet for ejerforeningen i Måløv, hvilket jeg også arbejdede med i dag. Så når jeg ikke havde tid til at besøge Ethan var det godt at jeg havde købt en ny forsyning DVD-film. En af dem var filmen Daylight med Sylvester Stallone, og den kunne jeg huske at have set på biograflisten, men havde dog aldrig fået set den dengang, men det gjorde jeg så nu. Daylight er er klassisk katastrofefilm, der tager udgangspunkt i en eksplosion i Hudson Tunnel, en tunnel, der forbinder New York City med New Jersey. Jeg tænkte selvfølgelig straks på Holland Tunnel, som jeg selv havde kørt igennem, men selvfølgelig bruger man ikke et navn på en eksisterende tunnel, omend navnet Hudson Tunnel i virkeligheden findes som en gammel PATH-jernbanetunnel. Optakten er den klassiske cocktail, hvor man tager forskellige personer med hver sin historie, blander sammen med nogle lastbilladninger af eksplosivt kemisk affald, rører godt sammen - og KABOOM! Eksplosionen lukker begge ender af tunnellen og derefter følger vi de i begyndelsen introducerede personer i deres kamp for at komme ud inden tunnellen kollapser. Selv om jeg ikke helt kan forstå hvorledes en eksplosion i midten af tunnellen medfører at begge ender bliver blokeret. Det er så hovedpersonen Sylvester Stallone, der som Kit Latura skal forsøge at redde de indespærrede ud, og det gør han såmænd ganske godt, med mange spændende scener og udfordringer, som han først får løst i de sidste sekunder. Og lige som mystikken ved at begge en tunnels indgange kan blive blokeret af en central eksplosion skal man ikke tænke for meget over den ofte manglende realisme, men blot nyde scenerne. Så det er vel en rigtig popcorn-film.