Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. marts 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tæt på skindød Onsdag, 31.03.21

Sidste dag i marts måned, og dermed tidspunktet for at kigge tilbage på hvad jeg har bedrevet af fysiske aktiviteter i den forgangne måned. Og denne gang er det ganske let at beskrive, da jeg ikke kan erindre at have haft en mere inaktiv måned end denne marts. Således ingen styrketræning i denne måned, og heller ingen cykling, brydning eller løb, så derfor er resultatet for denne marts de sædvanlige 0 km for mine løbeaktiviteter for marts måned. Men hvad brydning angår kan jeg stadig håbe, at jeg også denne gang kan komme i gang med brydningen på et tidligere tidspunkt end man måske skulle regne med. Idet jeg for tre dage siden fik en besked fra en fyr med profilnavnet rsl4fun, en anden MeetFighters-bruger fra Castle Rock mellem Denver og Colorado Springs i Colorado, som meget gerne vil bryde med mig nu han planlægger at komme til København i juni 2022. Han er dog ikke sværvægter på samme måde som fyren jeg brydede med i februar forrige år, fire måneder efter jeg blev opereret i det højre knæ. Han har samme alder og højde som mig, men vejer blot 104kg, og har kun en femtedel af antallet af tidligere modstandere i forhold til sværvægtsfyren fra februar og en tredjedel af det antal modstandere jeg selv har haft, så han burde passe til mig. Så faktisk er den eneste fysiske aktivitet jeg har bedrevet her i marts været, at det først på måneden lykkedes mig at have en hurtig travetur i Kagsmosen. Selv denne så simple aktivitet har på det seneste været temmelig begrænset på grund af mit venstre knæ, som varslede at operationen ikke var langt væk. Men den blev foretaget den 15. marts, så derefter har alle mine bevægelser været koncentreret omkring sofaen. Men stingene blev fjernet i forgårs, så når jeg skal beskrive næste måneds planer kan jeg forestille mig at genoptræningen vil være en stor del deraf. Og i dag lykkedes det mig for første gang med blot en enkelt krykke at liste ned i supermarkedet for at købe ind!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.