Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. maj 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Vaccineret mod corona Lørdag, 22.05.21

Selv om jeg umiddelbart skulle mene at alt det her med covid-19 og det her coronacirkus er gået op i en spids fordi jeg tilsyneladende ikke selv bliver truffet af det men kun mærker generne, så kan tusindvis af dødsfald overalt på kloden ikke blot være fake news. Og når autoriteterne herhjemme ruller et tilbud med gratis vaccinering ud til alle her i landet, så må der vel være noget om snakken. For nogle uger siden var det så min tur til at få en invitation til en covid-19 vaccine - selv om det var lige før jeg ikke fik den. Jeg var jo tilmeldt at ville få både en mail og en sms når jeg fik ny digital post, så jeg ventede bare på at få den besked. Men da folk yngre end mig begyndte at få invitationer og invitationerne blev sendt til de ældste først fattede jeg mistanke og gik ind for at se om ikke der skulle ligge en invitation til mig - og det gjorde der rigtignok! Så jeg loggede straks på så jeg kunne få booket mine to tider, og min første vaccination blev således i dag. Den skulle så finde sted i Øksnehallen, hvilket var et sted jeg aldrig havde været før, så det var ikke så ringe at jeg havde mulighed for at studere dette bygningsværk nærmere mens jeg ventede på at blive vaccineret. Omend der ikke var meget ventetid. Da jeg i sin tid havde valgt min tid lå tiderne med fem minutters mellemrum, men jeg havde nok luret at der var flere personer i disse femminutters intervaller. Jeg havde selvfølgelig taget krykken med da jeg nok kunne regne ud at jeg ville komme til at stå i kø, for der var mange andre der også skulle stikkes. Men der var også masser af personale, så det gik lynhurtigt. Og da de så jeg kom med krykke fik jeg lov til at gå udenom køen og direkte til det hellige. Jeg fik nogle indledende spørgsmål for at de kunne checke om jeg var fit for stik, og så tror jeg de fandt den tyndeste nål frem. Det var overaskende at der overhovedet kunne flyde vaccine gennem sådan en tynd nål, men så var det overstået og jeg kunne gå ud i observationshallen, hvor de kunne holde øje med om der var umiddelbare bivirkninger - men det var der ikke. Så et kvarter senere kunne jeg tage toget hjem igen og forberede mig til andet stik den 26. juni.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.