Navigation:    
Start  >  Blog 
> 28. juli 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Computer-bøvl III Onsdag, 28.07.21

Det går langsomt og humpende fremad for mit computerarbejde. Ligesom en bil det er punkteret på det ene baghjul mens den må nøjes med et nød-reservehjul for det andet. For fjorten dage siden lykkedes det mig endelig at få bearbejdet de billeder jeg skulle bruge her til siden, men det krævede at jeg downloadede en 32-bit version af det gamle Paint-program som jeg kunne finde på en anden hjemmeside - tilsyneladende var jeg ikke den eneste der savnede de gamle programmer og synes at Microsoft er for selvhøjtidelig med den måde de ændrer og indfører nye versioner af de gamle programmer uden at fortælle derom og overlade det til brugeren at finde ud af hvordan (og om) skidtet virker. For selvfølgelig følger der ikke en brugsforvirring med programmet. Nå men jeg fik hentet en gammel version af Paint ned søndag, og den skulle 'bare' pakkes ud. Men hvortil? Jeg var jo vant til at have et direktorie der hed 'Programmer', hvor den slags skulle lægges ned på. Og selv om jeg nu havde haft Windows 10 i adskillige måneder og det derfor var lykkedes mig at finde Stifinderen på Windows 10 kunne jeg ikke finde et sted at lægge min nygamle Paint. Jeg havde jo også andet at lave. Så mandag morgen prøvede jeg igen, for måske Windows 10 selv havde et forslag til hvor programmet skulle lægges. Det havde den så også, og min nygamle Paint blev lagt på et sted jeg ikke kendte, på en sti jeg aldrig havde hørt om. Så det vil jeg aldrig kunne finde tilbage til. Nå, men jeg prøvede så endnu en gang at bearbejde mine billeder, for jeg kunne nu se at skærmbilledet nu var anderledes. Men det hentede blot de nye selvmodsigende funktioner ind, og selv om jeg kunne se hvilken funktion jeg skulle aktivere forblev den funktion inaktiv. Men heldigvis havde jeg arbejdet med den gamle Paint i adskillige år, og jeg fandt så ud af at de gamle shortcuts også virkede på den nygamle version - hvis blot jeg kunne huske dem. Og efter at have prøvet mig lidt frem kunne jeg godt betjene mig af den nygamle version. Men så nemt skulle det alligevel ikke være, for Windows har jo altid ment at de ved bedst hvor mine bearbejdede versioner skulle ligge, så da jeg ville checke resultatet kiggede jeg på et tomt direktorie. Så det var altså ikke nok at jeg havde kopieret originalen til mit arbejdsdirektorie, hvilket jo ville være det logiske sted at gemme den bearbejdede version. Så nu må jeg blot huske at computeren skal vide at bearbejdede versioner skal lægges i mit arbejdsdirektorie, og det skal den fortælles HVER GANG. Hvilket i øvrigt er et klassisk problem med Windows. Fortsættes ...

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.