Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. september 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Weekendtur til Hochkönig Lørdag, 25.09.21

Nu hvor jeg er i gang med at gennemlæse de gamle udgaver af Bergsteiger og var faldet over Schneibstein i Berchtesgadener Alpen til min foregående blog vil jeg lige tage et bjerg mere med fra dette område, og det er et, som jeg tidligere kortvarigt havde planlagt at ville bestige, for det er måske det højeste bjerg i dette område, nemlig Hochkönig med en højde af 2941 meter. Normalvejen på Hochkönig er dog en ganske lang tur, som nok vil kræve at man overnatter i bjerghytten på toppen. Ideelle gangtider vil være fem timer op fra Arthurhaus og fire timer ned, og da tilgangen fra Bischofshofen finder sted over østrigsk territorium vil den kun med noget besvær kunne kombineres med andre ture fra Berchtesgaden. Der er dog tale om en ud/hjem rute hvor den samme rute bliver brugt i både op- og nedstigning, og da der ikke er mulighed for at forsøde hverken op- eller nedstigningen med svævebaner er det p.t. nok lidt tvivlsomt om jeg vil kunne lave denne tur med min nuværende kropslige kondition. Men lad nu denne risiko ligge på sidelinien for en stund mens jeg kigger på selve ruten. Anbefalet tidspunkt for bestigning ligger i sensommeren, fra juli og indtil efterårets første snefald, og det har selvfølgelig også indflydelse på bjerghytternes åbningstider. Matrashaus på toppen har åbent fra midten af juni til midten af oktober mens startstedet Arthurhaus og Mitterfeldalm har åbent det meste af året. Mitterfeldalm er det første mål man skal stræbe efter når man er startet fra Arthurhaus, og det ligger blot 167 meter højere, og de fleste besøgende nøjes med at gå hertil, for herefter begynder selve bestigningen af Hochkönig. Naturligvis finder denne sted over stenet terræn, men hvis bare der ikke er tåge eller lave skyer skulle det ikke være det store problem at finde vej - men bestigningen er ganske lang, med knap 1300 højdemeter fra Mitterfeldalm til toppen. Fra Mittelfeldalm går ruten op gennem Ochsenkar i retning mod Torsäule, hvis sydvæg man passerer nedenfor. Man når frem til Schrammbachscharte og når til resterne af Übergossene Alm, der er de sørgelige rester af en tidligere gletscher, og hvor man muligvis kan få brug for steigeisen. Det er dog vigtigt at man følger markeringerne her for ikke at komme på glatis! Måske på grund af afstanden og terrænet har man ofte store dele af ruten for sig selv, og jeg har overvejet, om jeg måske skulle slæbe bivuakken med og bruge den i stedet for hytten.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.