Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. januar 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Sådan bliver 25 cent til 230,90 kr hos FedEx Tirsdag, 25.01.22

Jeg har tidligere besværet mig over de ublu priser som diverse fragtselskaber tager for at udfylde en linie på et stykke papir - eller måske sætte et flueben i en formular på en computer. Blot for at de kan sende en regning for fortoldningsgebyr. Men den nuværende episode går ud over alle grænser. For med FedEx er en udgift på 25 cent blevet til 230,90kr. Og det for en vare, som jeg slet ikke skulle have fået! Forhistorien går tilbage til juni sidste år, hvor jeg havde optimismen intakt og regnede med at jeg skulle have været til Delta i USA, som jeg jo plejer at gøre, og havde håbet på at coronakrisen havde været inddæmmet når jeg skulle derover i august. Hvilket den jo ikke var helt, for selv om de amerikanske deltagere naturligvis kunne tage til Delta var indrejserestriktionerne til USA stadig intakte, således at jeg i august måtte melde afbud til Delta mens jeg stadig kunne få mit indbetalte depositum tilbage. Hvilket også skete, og det som smurt. Inklusive de måske $20 jeg havde betalt for den traditionelle T-shirt som jeg også havde bestilt og betalt for. Jeg ville dog fortsat gerne have T-shirten som et minde om coronapandemien og fik derfor John til at købe den for mig når han var på campen. Hvilket han naturligvis også gjorde. Så langt så godt var alting i orden. MEN! Et halvt år senere ringede det på døren, og det var en fyr fra FedEx som havde en pakke til mig. Jeg mente ellers ikke jeg havde bestilt noget som jeg skulle modtage, men det kunne jo være at jeg havde glemt noget, så jeg modtog pakken. Men blev ikke meget klogere da jeg så at pakken var sendt fra Leatherwerks i Florida. Det firma kendte jeg godt, for de plejer at have en bod på Delta, men jeg havde aldrig bestilt noget fra dem. Og blev ikke meget klogere af at åbne pakken, for den indeholdt den T-shirt jeg havde bestilt i juni og afbestilt i august og fået pengene returneret for et halvt år siden. Så hvorfor havde de sendt trøjen til mig? Jeg kunne ikke forestille mig andet end at det var en gestus fordi jeg var en af de få ikke-amerikanere der have forsøgt at deltage i campen men havde måttet melde afbud pga indrejserestriktion-erne. Men en uge senere fik jeg så et brev fra inkassofirmaet Svea. FedEx havde nu toldbehandlet forsendelsen og jeg skulle derfor betale 230,90 kr i told, moms og gebyrer. The same old shit again! Jeg har jo ikke noget imod at betale moms af import, og heller ikke told hvis det er berettiget, for det skal forretningerne herhjemme jo også. Men jeg får knopper af gebyrer, for her kan firmaet jo tillade sig at opkræve hvad som helst. Importmomsen var blevet beregnet til et standardbeløb på 50,90 kr, hvilket svarer til en momssats på 771% da varens værdi var angivet til $1. Derudover en administrationsafgift på 144 kr hvilket dækker fortoldning (hvilket er udfyldelse af en blanket som koster 2 kr.) samt udlæg for told (som der ikke var på varen) og afgifter (25% af $1 lig 25 cent) samt moms af administrationsafgiften (36 kr). Jeg er ikke i tvivl om at FedEx vil få en masse klager når deres kunder skal betale over 230 kr for at betale 25 cent i afgift, så derfor har FedEx skyndsomt overladt det til et inkassobureau til at stå for inddrivningen. Og hvis regningen ikke bliver betalt senest på mandag kommer der selvfølgelig rykkergebyr på (60 gange de førmtalte 25 cent) samt ydeligere morarente på 8,05%. FedEx melder hus forbi med klager, og inkassofirmaet er hverken oplyst med mailadresse, telefonnummer eller adresse, kun en postboksadresse i Allerød.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.