Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. marts 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Et år efter anden knæoperation Tirsdag, 15.03.22

I dag er det præcist et år siden at jeg blev opereret for kalveknæ på mit venstre ben, så det er vel et passende tidspunkt at tage bestik af situationen, nu hvor jeg derved har fået afsluttet mine planlagte knæoperationer. For når jeg sammenligner med operationen af mit højre knæ i 2019 havde jeg et år efter højre operation kunnet gå næsten normalt i det forløbne halve år - men det er altså gået noget hurtigere med det venstre ben end med det højre. For eksempel tog det i år kun to måneder før jeg var i stand til at gå på indkøb uden krykker - og slæbe indkøbene hjem igen. Tilbage i 2020 lykkedes det mig knap nok at genindtage det fulde program i min træning i motionscentret inden jeg halvandet år senere skulle indlægges for den anden operation, men denne gang har jeg et år efter operationen faktisk overskredet det niveau jeg havde inden den første operation, og det går stadig fremad. Selvfølgelig har det også hjulpet at jeg har kunnet have fuld brug af mine træningsfaciliteter i SATS uden at centeret har været lukket ned af corona. Jeg har dog overvejet om jeg skal bestille en snak med den fysioterapeut, som ved min slutsamtale havde fortalt mig, at hun aldrig havde haft en patient som havde været i stand til et løbe igen efter at have fået indsat en knæprotese - og jeg havde jo to af dem. Hvorimod kirurgen havde fortalt mig at jeg skulle forvente at der ville gå fire måneder før jeg ville være i stand til at genoptage min løbetræning. For hvem af dem havde mon ret? Jeg kan ikke lade være med at forestille mig at kirurgen havde ret og at fysio'en med sit udsagn havde ønsket at fratage mig lysten til at løbe igen fordi der derved måske ville være for stor risiko for at jeg tilføjede protesen en mulig skade. For hvis det er sådan det hænger sammen skulle hun jo have fortalt mig det og sagt, hvad jeg skulle være forberedt på så jeg kunne være opmærksom på eventuelle risici så snart de måske ville dukke op. Heldigvis har jeg for nylig fundet mit gamle mødekort frem igen, så første trin må være at ringe til Sundhedshus Nørrebro og høre om hun stadig arbejder der. Og hvis hun gør vil jeg høre om det kunne være muligt at bestille en tid selv om mit forløb jo er afsluttet forlængst.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.