Mennesket er uden tvivl den art på jordkloden, som sviner sine omgivelser mest til. Og det jo ikke bare sine omgivelser, for i takt med at mennesket som en invasiv art har bredt sig ud over hele jordkloden har affaldssporet fulgt samme vej. Med det resultat at vi har udbredt vore lossepladser fra de højeste bjergtinder til de dybeste dybhavsgrave og ind i kroppen på mange levende skabninger. Hvilket jeg også blev mindet om da jeg i 1999 så filmen The Matrix, hvor agent Smith karakteriserer mennesket som en kræft, der er hele planetens svøbe. Og det er netop menneskets egennyttige hang til at udnytte klodens ressourcer til gavn for sig selv uden at tage hensyn til de mange andre skabninger, der har lige så meget ret til at være på kloden som vi har det. Vi danskere bryster os jo hyppigt af at vi er åh så gode, men i går overskred vi som det 15. land i verden den grænse for udnyttelse af Jodens ressourcer, som ifølge tænketanken Global Footprint Network kan tilstedes os som befolkning. Så fra og med i dag er der ikke flere resourcer på jordkloden vi kan tillade os at benytte os af. Således kan vi kun være taknemmelige for at der er mange andre lande som forbruger væsentligt mindre end os, og at vi derfor stadig har nogle veksler vi kan trække på. Skæringsdatoen i år er dog to dage senere end forrige år, hvor vi nåede tidspunktet for overforbrug som det 14. land i verden, men det er stadig for meget at vi med vores overforbrug havde brug for fire jordkloders ressourcer hvis alle mennesker levede og forbrugte som vi gør det, og efter vi har fået affaldssortering i privaten kan jeg jo tydeligt se det, da den nye store papcontainer bliver fyldt på ingen tid. Jeg kan dog ikke selv se mig fri for at bidrage til affaldsproduktionen i Danmark, omend jeg kan være skeptisk for, hvorvidt det affald der ryger i fraktionen til genbrug (som førnævnte papemballage) tæller med på den konto. Restaffald har jeg dog ikke så meget af, for efter jeg har delt mit affald ud i de mange andre fraktioner går der let et par uger mellem at jeg går ud med min restaffaldspose. Men blot at smide affald på gaden gør jeg ikke, og sådan har det været siden jeg i 1980 vandrede i Lappland og sørgede for at samle selv afbrændte tændstikker op og havde dem med til næste affaldsstation måske en uge senere for ikke at efterlade spor af min lejrplads. Leave nothing but footprints har altid været en god leveregel for mig.