Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. april 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Endelig udendørs løb igen Lørdag, 30.04.22

Der skulle gå to år, ti måneder og otte dage efter at jeg havde min sidste løbetur i fri luft før jeg kunne komme ud og løbe igen efter coronakrisen og mine knæoperationer, men her til morgen lykkedes det mig endelig at kunne løbe en lille tur i Kildevældsparken. Denne tur havde jeg planlagt i lang tid, for mens jeg aldrig havde løbet i Kildevældsparken før (fordi jeg vurderede at turen rundt om søen der ville være alt for kort til at kunne bruges til noget) havde jeg vurderet at den måske kunne bruges til en genoptræningstur. Jeg havde med tiden gået et par gange rundt om søen og konstateret at denne rute var på grusstier hele vejen rundt, hvilket jeg mente ville være en forudsætning for at kunne løbe der, og jeg anslog denne rundtur til at være 450 meter lang. Så da jeg i november forrige år havde lavet et par små testløb da jeg havde været ude og trave i Geelskov satte jeg denne distance som målsætning når jeg efterfølgende skulle flytte mine testløb indendørs i motionscentret. Her havde jeg jo trygheden ved at kunne tage fat i håndlisten hvis jeg mistede balancen. I januar kunne jeg så gennemføre et nyt testløb på løbebåndet, og med et tempo på 5 km/h kunne jeg gennemføre 800 meter, hvilket var væsentligt mere end de 450 meter jeg havde sat mig som mål. Men 5 km/h var også væsentligt langsommere end de 6 km/h jeg i sin tid havde sat mig som grænse mellem at gå og løbe. Nu havde jeg dog et udgangspunkt, og de følgende måneder forlængede jeg turen fra 800 meter til 2000 meter og pressede tempoet op til 6,1 km/h, hvilket jeg nåede for tre uger siden. Jeg fandt dog efterfølgende ud af, at hurtigere skulle det så heller ikke være, så jeg mente at jeg nu var klar til en tur i Kildevældsparken, hvilket jeg gjorde denne stille morgen. Jeg havde luret på at jeg måske kunne tage fire runder, men det blev så blot til tre - men det var så også godt nok. Hvis rundturen vitterligt er 450 meter skulle jeg kunne løbe den rundt på 4½ minut hvis jeg skulle holde mig på de 6 km/h, men min hurtigste rundtur blev blot på 5:15. Så nu har jeg et nyt mål at stile efter. Så denne måneds løbeaktiviteter kan opsummeres til 5 km inden- og udendørs løb, og jeg løber gerne igen en morgentur i Kildevældsparken.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.