Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. maj 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Mursejlerne varsler sommerens komme Mandag, 16.05.22

Jeg har gennem de seneste år vænnet mig til, at når jeg hører mursejlernes metalliske hvinen over hustagene er det et tegn på at sommeren er på vej, og selv om mursejleren er en vejrfugl, der først kommer når vejret er blevet lunt og stabilt nok til at der vil være tilstrækkeligt med flyvende føde i luften, plejer det jo at passe med, at når det er sådan omtrent midt i maj, så er det tid til at kigge op for at se mursejlerne flyve over byen. Og sådan var det også i dag, for når først mursejleren er kommet er det ikke svært at lokalisere dens tilstedeværelse, for den gør selv opmærksom på sin eksistens med den føromtalte metalliske hvinen. Det kunne således være den nemmeste sag i verden at registrere hvornår mursejlerne kommer, men trods min hang til at registrere både dette og hint foretager jeg nu ikke nogen løbende registrering deraf, så det er kun når deres ankomst bliver ophøjet til en plads i min blog, at jeg qua bloggens dato har noteret mig deres ankomst. Det er således kun sket tre gange at mursejlerens ankomst er blevet noteret i min blog, og med blot tre noter ud af de snart 22 år jeg har skrevet på min blog er det næppe nok til at afsløre noget signifikant. Og så alligevel. For første gang jeg noterede mig dens ankomst var den 10. juni 2012 (hvor jeg noterede mig at den vistnok var lidt sent på den), og anden gang var den 20. maj 2017, hvilket nok var mere normalt. Og så er den altså også kommet i dag, den 16. maj 2022. Kan man så udlæse noget af det? Det kan man nok ikke, og bestemt ikke en signifikant ændring. Men jeg synes alligevel det kan indikere at mursejlerne kommer tidligere år efter år, og det vil jo passe med den globale opvarmning vi desværre har i disse år. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på mulighed for temperaturer over 20°C i Nordsjælland, men der er stadig langt til årets første sommerdag med landsdækkende dagtemperaturer på mindst 25°C. Men mursejlerne ved hvad der venter os, for mursejlerne ved bedre end de bedste meteorologer hvornår sommeren kommer.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.