En af de vigtigste opgaver for mig med min tur til Oslo var at gøre et forsøg på at vende tilbage til bjergbestigningen - og det selv om der ikke var nogle bjerge ved Haukåsen, som var det område som Ole Johan nu boede i. Da jeg havde besøgt ham første gang i 2012 havde han boet på Bygdøy, men der var han flyttet fra i mellemtiden. Så jeg havde luret på om vi kunne tage en tur op til Nordmarka, hvor jeg havde haft et kik på Kjerkeberget, som var det højeste punkt i Oslo fylke. Men da Ole Johan nu boede på Haukåsen, som lå nær Østmarka havde han forestillet sig at vi kunne nøjes med en tur i nabolaget og ikke tage helt op til Nordmarka. Og da mit første tilløb til bjergbestigning ikke var blevet til noget i New Jersey havde det vel ikke nogen hast. Og Ole Johan havde faktisk en ganske fornuftig måde at angribe problemet på. I går nøjedes vi med at gå ned til Lutvann og holde en pause på den lokale badeplads. Man kunne godt gå rundt om Lutvann, men det ville være en tur på et par timer - og så skulle jeg nok lægge lidt ekstra tid til for min begrænsede mobilitet. Efter at have været ved badepladsen skar vi genvej gennem terræn tilbage til hans hus, og det gik faktisk meget godt, selv om det kostede tid. I dag besluttede vi så at vi skulle forsøge at gå ruten hele vejen rundt om Lutvann, og jeg havde fra starten regnet med at vi ikke kunne gøre det på de to timer, som Ole Johan havde sagt at han brugte, men at vi nok hellere skulle regne med tre timer. Straks på den anden side af badepladsen blev det et helt andet terræn, der faktisk ikke var så fjernt fra det jeg havde vandret igennem i Sverige. Men nu var det slut med den jævne grusvej, og i stedet gik ruten nu ad en sti, der ganske vist var tydelig synlig, men nu bestod af sten og klippeblokke i alle mulige størrelser - og garneret med rødder i massevis. Heldigvis var der ikke nogen sump af betydning, og det var nok godt at det ikke havde regnet i flere dage - men alligevel. Jeg havde godt nok regnet med at det ville blive en udfordring for min balance, så det krævede min fulde opmærksomhed for at jeg ikke skulle snuble eller falde, og det kostede alt sammen tid. På et tidspunkt forsvandt stien ned i et hul, så vi måtte tilbage og finde en anden vej videre. Så oppe på et lille højdedrag holdt vi en kort pause, og da jeg så på Ole Johans mobilkort at vi kun var halvvejs til søens anden ende og vi kun havde været undervejs i en time og ti minutter besluttede jeg at vi skulle opgive her, for vi ville aldrig nå søen rundt på tre timer.

I vildnisset ovenfor Lutvann.